daglige Liv opfattet Loven; thi vore senere Diplomer bruge næsten aldrig Udtrykket Skjødning eller Skjøde førend i den sidste Halvdeel af 15 Aarhundrede (jfr. dog Dipl. Norv. I. No. 82) lige saa lidt som de nogensinde omhandle, at de ældre Formaliteter med Optagelsen af Muld have været brugte. Det er derfor ogsaa visselig blot ved en Incurie, at M. L. Arvebolk Cap. 4 nævner Skjødning. Og at den offentlige Bekjendtgjørelse af Salget bortfaldt ved Skjødningen, lader sig ikke med nogen Rimelighed betvivle. Deels stode nemlig disse tvende Institutioner i den nøieste Forbindelse, deels er Lysning af Salg af fast Eiendom intetsteds i M. L. Love paabuden, deels vilde det under Forudsætning af, at Lysning i saadanne Tilfalde var nødvendig, være uforklarligt, at man temmelig sjelden i Diplomerne finder omtalt, at Lysning har fundet Sted, (jfr. dog Dipl. Norv. I. No. 159, 346, 373, II. No. 180 og 181), og at man aldrig i Domme mellem ældre og yngre Rettighedshavere seer det undersøgt, hvor vidt hines Adkomster vare offentlig bekjendtgjorte. Herimod kan det ikke indvendes, at ogsaa Documenter angaaende saadanne Transactioner, for hvilke Lysning var foreskreven, sjelden omtale, at dens Bud i saa Henseende var efterkommet, (se f. Ex. I. No. 634 og 734); thi heraf kan man neppe slutte, at Iagttagelsen af Lovens Bud i dette Punct har været saa almindelig, at det ansaaes overflødigt at bemærke, at den har fundet Sted, hvorimod man rettest antager, at Lysning saa langt fra at være foregaaet i saadanne Tilfælde, hvor Loven ikke paabød den, meget mere ikke engang er bleven brugt overalt, hvor den virkelig var befalet. Grunden til at Lysningen saaledes baade i Lov og i Praxis tildeels er forsvunden som særegen Institution, er vistnok at søge i den Omstændighed, at den ikke nødvendigt behøvede at foregaa paa Thinge eller i andet Møde af reent offentlig Characteer, men at den ogsaa kunde finde Sted i Mænds Forsamling overhoved, uden at det var foreskrevet, hvem eller hvor mange der ved saadan Leilighed skulde være tilstede; thi herved maa lettelig den Anskuelse kunne have udviklet sig, at det var tilstrækkeligt, at de til Vidnebeviset udforderlige tvende Mænd eller ialfald nogle faa Flere vare nærværende, men derved bort- faldt Lysningens Characteer af en selvstændig, fra Indgaaelsen af den vidnesfaste Contract forskjellig Act. Det har derfor vist-
