skrevne), samt i Cap. 109 –113, som give Arvingerne 3 Vintre til i de der nævnte Tilfælde at gjøre sin Ret gjældende.
Præscriptionens Betydning formindskes ved den vide Udstrækning, hvori Lovene anerkjende Sætningen agere non valenti non currit præscriptio. Man maa vel antage, at Maanedspræscriptionen aldeles ikke løb mod den, som af en eller anden Grund ikke var istand til at paatale sin Ret. Dette siges vel intetsteds udtrykkeligt og Lovene sætte snart et snart et andet Udgangspunct for Præscriptionen, saaledes i F. L. X. 1 og G. L. Cap. 48, jfr. ogsaa F. L. IX. 8, den Tid da Sagsøgeren kommer til Kundskab om, at Godset er borttaget eller solgt, i G. L. Cap. 56 den Tid, da han kommer hjem, medens Maanedsfristen efter G. L. Cap. 122 ogsaa kun gjælder for den Arving, som ved Arveladerens Død er inden Fylket, men dette er dog vistnok kun forskjellige Udtryk for en og samme Hovedtanke, nemlig at Præscriptionen løber fra den Tid, da det bliver muligt for Sagsøgeren i det concrete Tilfælde at anlægge Sag eller paatale sin Ret. Ogsaa i andre Tilfælde synes Lovene at have været tilbøielige til at anerkjende ethvert Forfald (nauðsyn), som gode Mænd fandt gyldigt, som en Hindring for Præscriptionen, se G. L. Cap. 122 i. F., M. L. Arvebolk Cap. 18 og Tillægget til Kong Erik Magnussøns store Retterbod. Ellers har det dog nok været Lovenes Hensigt ved de længere Frister at gjøre Præscriptionen mere uafhængig af Klagerens Stilling. Saaledes maa vel 12 Maaneders Præscriptionen efter G. L. Cap. 50 og 278 have løbet mod Alle, som vare nærværende i Fylket og Præscriptionen efter IX. 29 samt XII. 1 og 7 mod Alle, som opholdt sig inden Landet. Mod Umyndige maa dog Præscriptionen antages aldrig at have løbet. For Maanedspræscriptionens Vedkommende synes dette at flyde af G. L. Cap. 122 og desuden i og for sig at være temmelig rimeligt; om 12 Maaneders Præscriptionen er det udtrykkelig sagt i G. L. Cap. 213 og om 20 Aars Præscriptionen i F. L. XII. 1. For 10 Aars Præscriptionens Vedkommende er det vel ikke sagt i IX. 29, men for saa vidt kan vel dette Capitel uden Betænkelighed suppleres fra IX. 30. I visse Tilfælde maa dog den Umyndiges Ret lyses for ikke at gaa tabt, G. L. Cap. 122, jfr. 272, 276, 290 og 291 samt F. L. XII. 7; og undertiden er det en
