vil oversætte Slutningsbestemmelsen, Enhver, der paa ulovlig Maade er sat ud af Besiddelsen af sit Gods, at søge det igjen inden een Maaned, efterat han er bleven vidende om, hvor det findes. Uagtet nu Lovene i Almindelighed sætte uretmæssig Negtelse af at tilbagelevere en Gjenstand, som tilhører en Anden, men af hvilken man uden Brøde er kommen i Besiddelse, i Classe med ulovlig Depossession og anvende Ransstraf i begge Tilfælde, kan man dog neppe udvide Bestemmelsen i dette Capitel til Tilbagesøgning af Ting, ved hvis Bemægtigelse Besidderen ikke har overtraadt Loven. Deels af denne Grund deels fordi Capitlets Udtryk vise, at det alene har Løsøre for Øie, kan man ikke sige, at det indeholder en almindelig Præscription paa Vindicationsklagen. Da det imidlertid gjælder ikke alene i Forhold til den, som ulovlig har bemægtiget sig Tingen, men ogsaa i Forhold til Trediemand, som i god Tro maatte have kjøbt den, afgiver Capitlet en ikke saa ubetydelig Beskyttelse for den, der erhverver reelle Rettigheder over Løsøre. Større Omfang har Bestemmelsen i IX. 29, som fastsætter 10 Aars Præscription for alle fjársoknir, altsaa for alle Klager, der gaa ud paa Formuesgjenstande, hvad enten de ere tinglige eller personlige hvilken Præscription maa antages at løbe fra det Tidspunct, da Søgsmaal kan anlægges, og det hvad enten den Skadelidende derom er vidende eller ikke. Med Hensyn til Tilbagesøgningen af Jord lider Regelen imidlertid en Undtagelse. XII. 1 bestemmer nemlig, at den, som har kjøbt Jord, skal nyde sine Tryghedsvidner i 20 Aar og siden skirskota tryggva vátta ábyrgð ɔ: fremsætte den Indsigelse, at Kjøbet ikke længere er under Tryghedsvidners Ansvar. Denne Bestemmelse fortolkes vistnok rettest om en virkelig Præscription af Vindicationsklagen, saaledes at altsaa Besidderen efter 20 Aars Forløb fra den Tid, da Eiendommen gik ud af Vindicantens Hænder, ikke mere kan fordrives. Der har vistnok været fremsat den Mening, at Lovstedet ogsaa kunde fortolkes saaledes, at det kun fritager Besidderen for efter 20 Aars Forløb at godtgjøre sin Adkomst, men at han dog kunde berøves Eiendommen, hvis det lykkedes Vindicanten at bevise sin Eiendomsret og utilstrækkeligheden af Besidderens Adkomst. Det skjønnes dog ikke, at en saadan Fortolkning er forenelig med Lovens øvrige Bestemmelser. Allerede III. 10 og endnu mere Slut-
