ningen af I. 24 synes at vise, at Meningen med at paalægge Sagvolderen vátta ábyrgð i en vis Tid er, at Søgsmaalet efter denne Tids Forløb skal være præscriberet, og denne Mening bliver ubestridelig, naar man sammenholder X. 28 med IX. 29 og XII. 1. Thi IX. 29 indeholder tydelig den Forskrift, at det er selve Klageretten, som præscriberes, naar man lader 10 Aar hengaa uden at paatale sine Rettigheder i Løsøre, og det er ligeledes aabenbart den samme Forskrift, som er gjentagen i X. 28, som udtrykker sig saaledes, at man skal halda ábyrgð i 10 Aar for Kjøbevidner om Løsøre og siden aflægge den Ed, at Sagen er saa gammel, at den er ude af Kjøbevidners Ansvar; nu bruger imidlertid den samme Artikel netop de samme Udtryk om Ansvaret for Tryghedsvidner ved Kjøb af Jord, og det gaaer da umulig an at antage, at disse Udtryk have en anden Betydning i denne Forbindelse, end de have i Anvendelsen paa Løsøre. F. L. XIV. 2 kan neppe paaberaabes til afgjørende Fordeel enten for den ene eller anden af disse Fortolkninger. Capitlet omtaler Forholdet mellem Jorddrot og Fuldmægtig, og siger, at naar Besidderen, (nemlig Fuldmægtigen) paastaaer at have kjøbt Jorden, skal han svare for sine Kjøbevidner saa længe som ellers, men at han, hvis disse briste ham, skal betale Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, at Jorddrotten kan søge dette ud med útbeitslu, og at Præscription her ikke skal indtræde; denne sidste Bestemmelse vilde, hvis den gik paa Vindicationssøgsmaalet, være farlig for den her antagne Fortolkning af Udtrykket: at være af Kjøbevidners Ansvar, da i saa Fald XIV. 2 kom til at indeholde en Antinomi; men Bestemmelsen, at Præscription ikke skal indtræde, gjælder klarlig kun om Erstatningssøgsmaalet, hvilket allerede Udtrykket útbeitsla (se IX. 30 i. f. og X. 1) viser, og kommer saaledes ikke i Strid med Capitlets foregaaende Bestemmelse, at den Fuldmægtig som har kjøbt Jord af sin Mandant, skal svare for sine Kjøbevidner som ellers, (men heller ikke længere). Tvertimod faa Bestemmelserne da en ganske fornuftig Sammenhæng, da det vel har været den sidste Bestemmelses Hensigt at holde Eieren Erstatningssøgsmaalet aabent, lige saa længe som Vindicationssøgsmaalet kunde anlægges, medens det, hvis Loven havde ladet de almindelige Regler om Præscription være gjældende, vilde kunne have hændt, at dette var upræscriberet,
