og andre negotia juris en vis Notorietet. De foreskrive saaledes næsten i alle Lovbud, hvor de omhandle Indgaaelse af Contracter, at Vidner skulle være tilstede og de udhæve denne Forskrift paa en Maade, som viser, at de have tillagt den megen Betydning. Men selv en streng Iagttagelse af denne Forskrift vilde være lidet skikket til at betrygge Trediemand, da det alligevel ofte kunde være en Umulighed for ham at erholde Kundskab om Transactionen, og altid maatte blive en Tilfældighed, om den kom ham for Øre. Forskriftens Hensigt var vistnok ogsaa langt mere at sikre selve Parterne Beviset for deres gjensidige Rettigheder og Forpligtelser, end at opstille nogen Garanti for Trediemand. Imidlertid kan det heller ikke med Bestemthed paastaaes, at det sidste Hensyn skulde være disse Lovbud aldeles uvedkommende. I det mindste maa man vel antage, at den for Island forfattede, men med de norske Love nær beslægtede Hákonarbók Cap. 81, som bestemmer, at Salg af Jord uden Vidners Nærværelse er ugyldigt og endog strafbart, væsentlig er begrundet i Hensynet til Trediemand, hvortil imidlertid intet tilsvarende Bud haves i de for Norge skrevne Love. Maaskee have ogsaa disse ved deres Bestemmelser om Beviset i Vindicationssøgsmaal, (og da vel ogsaa i andre tinglige Klager), gjort det farligt at gaa hemmeligt tilverks ved Erhvervelsen af reelle Rettigheder. Det var nemlig efter G. L. Cap. 254 M. L. Tyvebolk, Cap. 4 og fornemmelig F. L. IX. 30 til Vindication ikke nok at bevise, at man engang var bleven Eier af Tingen, men Vindicanten maatte ogsaa bevise, at han ikke senere havde afstaaet sin Eiendomsret til Andre, og dette Beviis maatte vel efter Lovenes almindelige Grundsætninger føres ved en Ed fra Vindicantens Side, som, hvis Sagens Gjenstand var af en vis Størrelse, skulde suppleres ved een eller to Mededsmænds Godtroenhedsed, (G. L. Cap. 37, F. L. V. 42, M. L. Kjøbebolk Cap. 2 i. f.), hvilket Supplement det kunde falde vanskeligt at tilveiebringe for den, som havde erhvervet sin Ret ved en hemmeligholdt, om end beviislig Transaction, og det selv om denne ikke med Bestemthed kunde characteriseres som bedragelig, i hvilket Tilfælde den naturligviis ingen Gyldighed kunde tillægges, (véla kaup skal at vettugi hafa). Men heller ikke dette kan have afgivet nogen synderlig Betryggelse for Trediemand, da det i Re-
