gjennem Contract Fortrinsret fremfor den senere, betjene sig saavel af Udtrykket handsalat mál, der indbefatter alle i lovlig Form indgangne Contracter, som af Udtrykkene kaup, kaupa og selja, der i det ældre Lovsprog hyppigen bruges om Afslutning af Contracter om Formuesgjenstande overhoved, hvor der er: lagdes Præstationer fra begge Sider, se G. L. Cap. 41, 50, 70, 72, 79, 115 in fine, F. L. Indledn. Cap. 18, N. L. Kjøbebolk Cap. 14, cfr. Diplomatariet, I No. 634, hvor endog Indgaaelsen af Fællig mellem Egtefæller, og II No. 466, hvor Føderaadscontracten kaldes kaup, og at disse Ord i de først nævnte Lovsteder virkelig forekomme i sin meest omfattende Betydning, er paa Grund af de i samme indeholdte Forskrifters almindelige Natur ganske rimeligt. Lovenes Bestemmelser angaaende Jordleie, – der dog er det Contractsforhold, for hvis Vedkommende de nøiagtigst have fastsat Parternes gjensidige Rettigheder og Forpligtelser – vise ogsaa, at Jord kunde bortleies paa andre Betingelser end de i Lovene omhandlede, og alligevel med bindende Virkning for dem, som senere maatte erhverve nogen Ret over den bortleiede Jord. Saaledes viser det nys nævnte Cap. 18 i F. L. Indledning, at Contractsfriheden ved Bortleie af øde Jord var uindskrænket, samme Lovs I. 19 nævner i Forbigaaende Lodbrug, uagtet Lovene for øvrigt alene omtale Leie mod Erlæggelsen af landsleiga, og forudsætte, at den hele Afgrøde bliver Leietagerens Eiendom. Endnu mere afgjørende er imidlertid F. L. XIII. Cap. 2, som med almindelige Udtryk bestemmer, at Leiemaal skal holdes i videste Udstrækning (framast), saaledes som det fuldstændigt bevises med Vidner, om end Landdrotten sælger Jorden, samt Cap. 3, der fastsætter, at dette skal gjælde, selv om Leietageren har erlagt Leiesummen forskudsviis jfr. M. L. Landsleiebolk Cap. 1. Herimod kan det ikke anføres som Indvending, at Leiemaalet efter Lovenes Forskrift, om det end er indgaaet paa nok saa lang Tid, skal ophøre ved Jorddrottens Død eller inden kort Tid derefter, thi denne Bestemmelse er ikke indkommen for at gjøre Leietagerens Ret afhængig af, at hans Hjemmelsmand forbliver Eier af Jorden, men rimeligviis af Hensyn til Bortleierens Arvinger, hvis Ret til hans Eiendom, som allerede forhen bemærket var langt mere ubetinget og selvstændig end efter vor nu gjældende Lovgivning. Se F. L.
