reelle, men som ikke nævnes i Lovene 1 Saml. No. 160, 300 og 563 indeholde saaledes Exempler paa Hjemfaldsrettigheder over fast Eiendom I Samling No. 171, 551, 607, II Saml. No. 145, 172 og mange andre paa Overeenskomst om Forkjøbsret, I No. 385 og II No. 155 og 313 paa contractmæssig livsvarig Brugs- og Nyttesret. 1 No. 312 omhandler Føderaad, rigtignok kun som personlig Forpligtelse for Vedkommende, hvorimod II No. 141 synes at indeholde et Exempel paa et paa fast Eiendom hvilende Føderaad, der her benævnes med det endnu i denne Benævnelse forekommende Udtryk forlag, der ogsaa findes i de gamle Love, se G. L. Cap. 118, F. L. IX. 22, M. L. Arvebolk Cap. 14 og 15 og Landsleiebolk Cap. 57; og Dipl. II No. 442 indeholder tydelig en Contract, hvorved et Føderaad heftes paa en fast Eiendom; den Føderaadsberettigede siges her at ganga á flet (gaa i Stue) hos den, til hvem Gaarden overlades. Exempler paa forsölumál paa 3, 5, ja endog paa 20 Aar forekomme heller ikke sjelden. Det er nu vel neppe tvivlsomt, at disse og andre lignende Rettigheder, naar de deriverede sig fra rette Eiermand, kunde gjøres gjældende mod Trediemand. Dette flyder allerede af Lovenes almindelige Grundsætninger, da der ikke findes Spor til, at de nogensinde have frakjendt en Rettighed, der var stiftet som tinglig den reelle Characteer paa Grund af den Fare, hvorfor Trediemand ved samme vilde blive udsat, og de ikke engang have fundet Grund til at gjøre Gyldigheden af saadanne Rettigheder som Leie eller Pant i Forhold til Trediemand afhængige af, at deres Gjenstand er kommen i Leietagerens eller Panthaverens Besiddelse. Det vilde ogsaa aabenbart være en Urimelighed at skjelne skarpt mellem de i saa usystematiske og ufuldstændige Love, som vore ældre, omhandlede Rettigheder og dem, som der ere forbigaaede, for til denne Skjelnen at knytte en Distinction i Retsregler af gjennemgribende Natur. Dertil kommer, at man efter en streng Fortolkning af vore gamle Love maaskee endog kan paaberaabe sig udtrykkelig Hjemmel for den Sætning, at hvilken som helst Rettighed, der af rette Eier maatte være indrømmet over en Ting, kunde gjøres gjældende mod Enhver, som senere maatte have erhvervet reel Ret i samme. De forhen nævnte Lovsteder, G. L. Cap. 40 og M. L. Kjøbebolk Cap. 10 og 13, som tillægge den første Kjøber eller Erhverver
