og 25 at kunne slutte, at tak maatte stilles i ethvert Søgsmaal, naar Sagsøgeren forlangte det. Tak synes nu vistnok i Almindelighed at have været en Forpligtelse til at indestaa for den Tagsattes Tilstedeblivelse (brautar tak, laga tak, tak til móts, tak til dóms). I Bjarkørettens Cap. 98 skjelnes der imidlertid mellem fjártak og laga tak, og efter Sammenhængen maa da hiint rimeligviis have været Borgen for, at Debitor skulde rette for sig, jfr. den nyere Bylovs Kjøbebolk Cap. 12, som omhandler Borgen for, at Vedkommende skal betale inden en vis Tid, samt Thingordningens Cap. 5 og 6, hvor tak vistnok ogsaa har været stillet for selve Dommens Fyldestgjørelse. I Almindelighed omtales Forpligtelsen blot som personlig, men den har dog ialfald i visse Tilfælde lagt et Baand paa den Mands Gods, som stillede tak, enten for sig selv eller Andre, og for saa vidt var da tak et Slags Pant eller Arrest. Tydeligt er dog kun Forpligtelsens tinglige Characteer udtalt i F. L. III. 20 og Bjarkørettens Cap. 9, hvor det udtrykkelig siges, at Sagsøgeren kan søge tilbage det Gods, som uagtet behæftet med tak, maatte være bortsolgt eller paa anden Maade forstukket, jfr. ogsaa det forhen nævnte F. L. IV. 12, hvor det vel ikke nævnes, at tak maa være krævet, for at den Beskadigendes Bo skal hefte for Omkostningerne ved den Saaredes Kuur samt Saarbøderne, men som dog vel rettest forklares saaledes i Overeensstemmelse med Lovenes almindelige Grundsætning. Rimeligt er det vel ogsaa at antage, at tak efter G. L. og den nyere Bylov har lagt lignende Baand paa den Forpligtedes Gods, se G. L. Cap. 102, Bylovens Kjøbebolk Cap. 13 i Begyndelsen og Cap. 24. ubestridelig er imidlertid ingenlunde denne Mening.
Efter at det saaledes er forklaret, hvilke tinglige Rettigheder der udtrykkelig omhandles i de gamle Love, maa det omtales, hvor vidt der til deres Stiftelse ved frivillig Overdragelse krævedes, at deres Object kom i Rettighedshaverens Besiddelse.
Dette Spørgsmaal maa med Bestemthed besvares benegtende. Ved Kjøb og Salg eller andre Overdragelser var saaledes Tradition ikke nødvendig, for at Erhververen skulde erholde Eiendomsret, hvorimod denne gik over ved den blotte Contract G. L. Cap. 40 og 78, M. L. Kjøsbebolk Cap. 13, Landsleiebolken Cap. 6, og det uden Hensyn til, om Kjøbesummen var betalt
