Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/230

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
224
T. H. Aschehoug. Om tinglige Rettigheder

5 samt M. L. Arvebolk Cap. 3, cfr. Chr. IV.s N. L. ibid. havde Manden Ret til at raade over Konens Gods til begges Tarv, og hvis hun uden hans Samtykke solgte Noget af samme, kunde han, som G. L. Cap. 56, F. L. XI. 22 og M. L. Kjøbebolken Cap. 21 vise, søge det tilbage. Hvor vidt hans Raadighed strakte sig, og om denne Raadighed blev større, naar der stiftedes Fællig mellem Ægtefællerne, er et tvivlsomt Spørgsmaal, hvis Behandling her vilde føre os ind i en altfor stor Detail. Det er dog maaskee det Retteste at antage, at Stiftelsen af Fællig ingen Indflydelse har havt paa Mandens Raadighed over Konens Gods i Forhold til Trediemand; i det mindste synes Lovene at have tænkt sig, at denne Handling kun har været af Betydning ved Bestemmelsen af den ene Ægtefælles Lod i Tilfælde af Ægteskabets Ophævelse, og navnlig i Forhold til Arvingerne. Mandens Raadighed har imidlertid været forskjellig over Konens Jordegods og Løsøre. Over den første maa den have været reent usufructuarisk, thi Erik Magnussøns store Retterbod Cap. 22, den tilsvarende Bestemmelse i Tillægget og Haakon Magnussøns store almindelige Retterbod af 1313 Cap. 6 samt Chr. IV.s N. L. Odelsbolken Cap. 8 vise, at Konens Jordegods ikke maatte afhændes uden hendes Samtykke, og dette har maaskee allerede været Tanken i F. L. XI. 5 og 8, og denne Nødvendighed af Konens Samtykke har vistnok været lige stor, enten hun har levet i Fællig med sin Mand eller ikke. Gjennem denne Fortolkning forklares uden Tvivl bedst Diplomerne No. 634 og 731 i 1ste Bind af Diplomatariet, som synes at vise, at Hustruen betragtedes som Eierske af det hende ved Arv tilfaldne Jordegods selv om hun levede i Fællig med sin Mand. Over Konens Løsøre havde derimod Manden, selv om intet Fællig var indgaaet, vistnok mere end en usufructuarisk Raadighed, i det mindste synes G. L. Cap. 115 og M. L. Arvebolk Cap. 6 i. F. ikke at indrømme hende anden Ret i Mandens Bo end den, som Creditorer i Almindelighed have, og det omtales heller intetsteds, at hun kan tilbagesøge det fra dem, til hvem han maatte have solgt det.

Det var for øvrigt ikke alene under selve Ægteskabet, at en saadan Raadighed tilkom Manden, men undertiden ogsaa efter dettes Opløsning; fandt nemlig denne Sted paa Grund af Hustruens Utroskab beholdt han efter F. L. XI. Cap. 14 og M. L.