tilbyde Kongen og dernæst dem, som have fælles garðshlið (Gaardsport) med ham, samme, og Forsømmelse heraf synes efter de følgende Bestemmelser i Capitlet at maatte give de Forkjøbsberettigede Adgang til inden 12 Maaneder at gjenløse Huset fra Trediemand, som havde kjøbt det. En saadan Tilbagesøgningsret har derimod neppe tilkommet Kongen, naar Varer, til hvilke han ifølge M. L. Kjøbebolk Cap. 9 og Bylovens Byordning Cap. 18 var forkjøbsberettiget, uden først at tilbydes ham vare solgte til en Privatmand, jfr. Rb. 19 Juni 1355 og 5 Febr. 1360.
Det er allerede omtalt, at Eierens Indløsningsret til Jord, der var overdraget til stefnu, mála eller forsölu, var af tinglig Characteer; at det Samme i dette Forhold ogsaa har gjældt om Besidderens Ret, kan heller ikke betvivles. I de ældste Tider har vistnok Besidderens Ret factisk antaget Characteren snart af Pant, snart af Leie, efter som Transactionen nærmest havde sin Oprindelse i Eierens Trang til at laane Penge eller i Besidderens Ønske om at faa Jord til Brug, men dette har neppe medført nogen Forskjel i Rettighedens juridiske Beskaffenhed. Forholdet synes for øvrigt ikke altid at have været af contractmæssig Oprindelse. Efter den rimeligste Fortolkning af F. L. XIV, 4, kunde det ogsaa stiftes ved Adjudication, idet den Sameier, som ved Skifte befandtes at have forbedret Jorden mere end de øvrige, fik sin Godtgjørelse derfor udlagt i Jord, som han dog kun beholdt til forsölu. Ligesom det allerede her aabenbart har havt Characteren af brugeligt Pant, har det senere, sandsynligviis efter som Leilændingsvæsenet med Bygselsums Erlæggelse har udviklet sig, mere og mere nærmet sig Pante-Institutionen, hvorfor man ogsaa i Christian den Fjerdes Lov, Odelsbolken Cap. 8, seer Forholdet benævnt Pant, jfr. N. L. VI. 12 i. f.
At den almindelige Leietager, har kunnet gjøre sin Ret gjældende mod Trediemand, som maatte have kjøbt eller være kommen i Besiddelse af den leiede Gjenstand, er klart af G. L. Cap. 78, F. L. XIII, 2, 3 og 17 samt M. L. Landsleiebolk Cap. 1, 5 og 6, hvilke Lovsteder vistnok kun angaa Leie af Jord, men hvis Grundsætning dog maa have været anvendelig ogsaa paa Leie af andre Ting.
Brugs og Nyttes Rettigheder af tinglig Characteer udsprang i flere Tilfælde af Ægteskab. Efter G. L. Cap. 52, F. L. XI.
