gjælder begge eller kun den ene af disse Rettigheder. Dette er vistnok mere end en Tilfældighed. Den virkelige Forbindelse mellem disse Institutioner ligger aabenbart i deres fælles Rod, Folkets Utilbøielighed til at lade fast Eiendom skifte Eier eller gaa ud af den Æt, hvem den engang havde tilhørt. Den samme Betragtning, som ledede Enkeltmand, der maatte sælge sin Jord, til at forbeholde sig Gjenløsningsret, har ogsaa ledet Lovgiverne til at tillægge den Æt, i hvis Besiddelse et Jordegods gjennem længere Tid havde været, eller som for øvrigt kunde paaberaabe sig de til Odelsrettens Stiftelse udfordrede Betingelser, Ret til at indløse dette Jordegods, hvis en Fremmed maatte erholde det overdraget til gjenkaldelig eller uigjenkaldelig Eiendom. Vilde Eieren af Odelsgods sælge samme enten til stefnu eller uigjenkaldeligt, skulde han efter G. L. Cap. 276 først tilbyde de øvrige Odelsberettigede samme, som da kunde kjøbe det for, hvad Andre vilde give. Skede ikke dette, kunde de indløse Jorden fra den fremmede Kjøber inden 12 Maaneder efter Skjødningen, G. L. Cap. 278 og 289, hvilke 12 Maaneder for dem, der paa Grund af Fraværelse (Cap. 289) Umyndighed (Cap. 273) eller sin Stilling som Fruentimmer i eenlig Stand (Cap. 290 og 291) ansaaes hindrede fra at paatale sin Ret, først regnedes fra den Tid, disse Hindringer bortfaldt. Paa disse Bestemmelser om Lovbydelse og den korte Frist, der var indrømmet de Odelsberettigede til at paatale sin Ret, hvor Lovbydelsen var forsømt, har man bygget en Anskuelse, hvorefter Odelsrettens Betydning i Gulath. og Fr. Lovene med Hensyn til Odelsgodset blev temmelig ringe. Man har nemlig antaget, at den fremmede Kjøber af Odelsjord, naar denne forgjæves var tilbudt de ved Salget levende Odelsberettigede, eller naar Præscriptionsterminen var udrunden mod dem, erhvervede uigjenkaldelig Eiendomsret, under hvilken Forudsætning Odelsretten i Relation til Odelsgodset vilde være mere en Forkjøbs- end en Løsningsret, og saaledes have liden Indflydelse paa den fremmede Kjøbers Retssikkerhed. Men denne Mening er neppe holdbar. Allerede den Omstændighed, at Odelsretten efter denne Opfatning i Styrke og Betydning ingen Sammenligning vilde taale med den contractsmæssige Løsningsret medens den dog i Lovene sammenstilles med den, og begge Rettigheder omhandles under den fælles
