holdt. Dette gjælder ikke alene om Gaver til Kirker og Klostre, se Dipl. Norv. I. No. 243, 305, 319, 419, 472, 579, 701, 717, 860, 900, 925, 942, 987, 1005, men ogsaa om Gaver til Private, se No. 175, 231, 257, 274, 343, 352, 389, 426, 455, 478, 485, 499, 503, 507, 315, 537, 580, 693, 900, 903, 978 og 1081, Men ligesom dette jo vel for en Deel, skjønt efter Diplomernes eget Indhold at dømme neppe paa langt nær for alle disse Exemplers Vedkommende kan komme deraf, at Gaven ikke oversteg det lovbestemte Beløb, eller at Modtageren var nærmeste Arving, saaledes gives der ogsaa Exempler paa, at man har erhvervet Arvingernes Samtykke, se No. 225, 230, 282, 448, 671, jfr. 677, 708 og 833.
Det har, efter de ældre Loves Forskrifter at slutte, været meget hyppigt, at Eieren af Jord mod en vis Pengesum overdrog den til en Anden paa det Vilkaar, at han skulde kunne indløse Jorden med samme Sum, enten efter Forløbet af en vis Tid, i Almindelighed 15 Aar (til stefnu); eller naar som helst (til mála). Disse Bestemmelser tilhøre Gulathingsloven; i Frostath. L. siges Jorden i begge Tilfælde at være solgt til forsölu. Overdrageren ansaaes nok her i Regelen fremdeles som Eier, (se M. L. VI. 12 i. f.) medens Besidderen sagdes at eie den erlagte Pengesum i Jorden. Eierens Ret til at udløse Besidderen ved Tilbagebetalingen af denne Sum var imidlertid efter G. L. Cap. 273 og 276 i. f. samt F. L. XII. 1 og 7 betinget af, at han inden 20 Aar gjorde den gjældende eller med Besidderens Samtykke offentlig lyste den. Efter de 20 Aars Forløb maatte han ifølge G. L. indløse Jorden for dens fulde Værdi, medens han efter Fr. L. ganske havde tabt sin Ret. Med G. L. stemmer Magnus L. Landslov, Landabrigð, Cap. 13, dog saaledes at Terminen, inden hvilken Lysningen maa være foregaaet her er forkortet til 10 Aar. At den Eieren tilkommende Udløsningsret kunde gjøres gjældende mod hvilken som helst Trediemand er udtrykkelig udtalt i G. L. Cap. 286 og M. L. Landabrigð, Cap. 15.
Bestemmelserne om dette Retsforhold findes især i begge de ældste Love sammenblandede med Forskrifterne om en Institution, som for vor Betragtning synes meget forskjellig fra samme, nemlig Odelsretten, og denne Sammenblanding er endog dreven saa vidt, at man undertiden har vanskeligt for at see, om Lovbestemmelsen
