Tvertimod kunne flere af de ældre Loves Forudsætninger lede til den Forestilling, at Arvingerne overhoved ikke kunde angribe nogen allerede fuldbyrdet Gave, og denne Mening vilde paa det Nærmeste være retfærdiggjort ved Erik Magnussøns store Retterbod Cap. 12, hvis det kunde oversættes, som Paus har gjengivet det: „De Gaver skulle og holdes, som Nogen giver, medens han er frisk og sund, og dertil ere Vidner, og han leverer det fra sig, saa at skjønsomme Mænd ikke ansee det for Arvesvig“; men Capitlets Slutning maa oversættes: „dog saaledes at skjønsomme Mænd ikke ansee det for Arvesvig,“ jfr. ogsaa Chr. IVs N. L. Arvebolken Cap. 22, og det viser saaledes uimodsigelig, at Gaven kunde angribes, selv om den allerede var opfyldt, naar den var svigagtig. Den i Diplom. Norv. I. No. 870 meddeelte Dom afgiver ogsaa Exempel paa, at en uden Tvivl allerede opfyldt Gave er bleven kjendt ugyldig, jfr. ogsaa No. 734 samme Bind, hvis Mening det maa være, at den i No. 731 omhandlede Gave skulde gaa tilbage, for saa vidt den oversteg 14 eller 110 af Arveladerskens Formue. Sandsynligviis har det været Meningen med det anførte Cap. af Erik Magnussøns store Retterbod, at Arvingernes Ret kun skulde strække sig til at søge de ulovlig bortgivne Ting tilbage fra eller kræve Erstatning hos den, der havde modtaget dem af Arveladeren selv, hvorimod der ingen Grund er til at antage, at de kunde holde sig til Trediemand, som i god Tro maatte være kommen i Besiddelse af de bortgivne Gjenstande. Heller ikke findes der i de ældre Love Spor til, at Arvingerne allerede i Arveladerens levende Live have kunnet søge tilbage, hvad han ulovlig maatte have bortgivet, hvorimod saavel M. L. Arvebolk Cap. 12 som Erik Magnussøns store Retterbod Cap. 11 tænke sig, at det først er paa Skifte efter Arveladeren, Spørgsmaalet om Gyldigheden af hans Gaver bliver reist. Den en Mands Arvinger tilkommende Ret til hans Midler har saaledes neppe kunnet medføre nogen Usikkerhed for Trediemand, som i god Tro indlod sig med ham. Overhoved synes man ikke i det daglige Liv at have taget synderligt Hensyn til Arvingernes Ret. Det er bekjendt nok, at man dengang hyppigen gav store Gaver, men i de allerfleste Gavebreve, som findes blandt vore trykte Diplomer, seer man Intet om, at Arvingernes Samtykke har været indhentet eller deres Ret forbe-
