Samtykke afhænder den dem i Fællesskab tilhørende Ting, ikke altid tilbage, hvorimod der skal trækkes Lod mellem Sameierne og Salget staa ved Magt, hvis Loddet træffer den, som har foretaget Afhændelsen. Hvis den, hvem Bestyrelsen af en Umyndigs Gods er anbetroet (fjárhaldsmaðr) lader noget af samme komme bort, kan den Umyndige efter F. L. IX. Cap. 23 vistnok søge det tilbage fra Trediemand men dog kun, hvis han beviser først at have søgt Værgen til det Yderste (til lindalags). Men ingen af disse Bestemmelser har noget Sidestykke i de øvrige gamle Love og de maa saaledes betragtes som Specialiteter.
At den Eieren tilkommende Vindicationsret ved hans Død eller hans Fredløshed gik over paa hans Arvinger, behøver kun at nævnes, hvorimod det er et Spørgsmaal, som her nærmere maa omhandles, om der ikke tilkom Arvingerne en Tilbagesøgningsret, som Arveladeren selv ikke havde. Arvingerne havde nemlig en af hans Forgodtbefindende uafhængig Ret til hans Formue, og det var ham derhos forbudt at bortgive Mere end en vis Deel af samme G. L. Cap. 129, F. L. IX. 3, 4 og 18, Retterboden af 1224 og M. L. Arvebolk, Cap. 21, og det om end Gaven maatte iklædes Formen af Salg, G. L. Cap. 58 og M. L. Arvebolk Cap. 12. Hvilken Adgang Arvingerne havde til at gjøre denne sin Ret gjældende, er imidlertid efter de ældre Love meget uklart, og vilde man antage, at de med Nytte kunde angribe enhver Disposition, lige meget enten den i sin Form var bebyrdende eller velgjørende naar den kun factisk formindskede Arveladerens Formue med en større Qvotadeel end den bestemte, og at de kunde søge tilbage enhver Ting, der gjennem en saadan Disposition var afhændet hvor den end fandtes, saa maatte Trediemands Sikkerhed i høi Grad have været truet af Arvingernes Ret. Men at denne har været saa betydelig er aldeles uantageligt og naar man i vore Diplomer finder enkelte Exempler paa, at Arvingernes Samtykke til Salg har været indhentet, eller at Kjøberen senere har erholdt deres Stadfæstelse paa samme, se Diplomatarium Norvegicum I. No. 779, 795, 848, 881, 914, 920 og 948, saa skriver sig dette vistnok kun fra den dengang almindelig herskende Uklarhed i Retsbegreberne eller fra Kjøbernes Ønske om at sikre sig yderligere Beviis for sin Adkomst, men ingenlunde fra nogen Retsnødvendighed.
