Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur VII.djvu/218

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
212
T. H. Aschehoug. Om tinglige Rettigheder

stærkere, at den skal sætte Enhver istand til at gjøre sig sin Eiendom saa nyttig, som han bedst veed og vil, og altsaa aabne ham Adgang til at tilstaa Andre hvilkensomhelst Net over samme med behørig Garanti for, at denne Ret uafhængigt af Eierens senere Dispositioner altid kan gjøres gjældende. Men stiger saaledes med Samfundets Udvikling baade Nødvendigheden af at anerkjende ialfald contractsmæssigen stiftede tinglige Rettigheder som saadanne og Trediemands Krav paa at beskyttes mod dem, saa forøges ogsaa Samfundets Evne til gjennem hensigtsmæssige Institutioner at forlige og fyldestgjøre disse indbyrdes stridende Fordringer.

Disse Omstændigheder have ledet til en Udvikling af de herhen hørende Institutioner, der danner en Opgave for Videnskaben af stor Interesse, ikke alene paa Grund af deres Betydning for det praktiske Liv, men ogsaa paa Grund af den forskjellige Characteer, de have antaget hos de forskjellige Folk efter de eiendommelige Forhold, hvorunder disse have befundet sig. Romerretten kan saaledes paa en vis Maade siges at have søgt et Slags Betryggelse for Trediemand i Indskrænkningen af de tinglige Rettigheder. Den anerkjendte nemlig som jura in re aliena kun de faa i Lovgivningen omhandlede og positivt bestemte, servitus, pignus, emphyteusis og superficies, hvoraf skulde følge, at andre Rettigheder, som vi under visse Betingelser tillægge Gyldighed mod Trediemand, f. Ex. almindelig Leie, Føderaad, Ret til at oppebære Afgifter eller andre Præstationer af fremmed Eiendom, efter Romerretten skulde mangle denne Styrke. Men den Betryggelse for Trediemand, som skulde vindes ved denne Indskrænkning, har i Virkeligheden især efter den nyere Ret været af liden Betydning, da flere af de anerkjendte jura in re aliena vare givne en meget vid Udstrækning. Allerede fra den ældste Tid kjendtes saaledes usynbare Prædialservituter og Servituter over Løsøre. Derimod var det først i den nyere Ret, at Underpant indførtes og endog tillodes stiftet i Alt, hvad en Mand eier og eiendes vorder, ligesom det ogsaa er fra den senere Tid da Romerrettens for Retssikkerheden saa betænkelige stiltiende Panterettigheder skrive sig. Og tager man blot Hensyn til Lovbestemmelserne, synes det endog som om man gjennem Hypothekinstitutionen maatte kunne skaffe hvilken som helst contractmæssig