om snar Død: ved sin Tuden melder den Mennesket, at den er kommen for at hente det til Skyggernes Hjem.[1]
Om den stikkende Orm, som derpaa omtales, behøves ingen Oplysning; den hører altid saavel i de egte nordiske som i de med Kristendommen indførte Forestillinger med blandt Helvedes Uhyrer.
Endelig forekommer her ogsaa en stangende Oxe, den har saaledes ligeledes været et af Hels Dyr. Ligesaa nævner det angelsaksiske Digt om Salomon og Saturn, der har meget, der smager af Hedendom, i Helvede „mange frygtelige Dyr med Jærnhorn.“ Herved kan og mærkes, hvad der fortælles om Olaf Geirstad-Alf (Fornmanna sögur X, 210–212; Ólafs saga hins helga udg. af Keyser og Unger Cap. 2): Han drømte engang, at en stor, sort og fæl Oxe kom østenfra til Landet og at dens giftige Aande dræbte en Mængde Mennesker, tilsidst hans Hind; han forklarede denne Oxe om en Pestsygdom.
Endnu nævnes et Par Steder, som Skyggen maa igjennem, før han kan naa til de Dødes Hjem, og som man vel har tænkt sig i Nærheden af Gjallarbroen.
no er eg kvitte dei.
V. 29. Vaðið saa hev eg dei Vosemýrann,
der hev ’ki staðið meg noken Grund.
V. 34. Eg hev gengið Gjallarbrui, –
men eg tótte tyngre dei Gaglemýrann
guð beðre den, dei skal gaa!
Eller: Blaute saa er dei Gaglemýrann
fer den som skal dei gange,
högre saa ligge den Gjallarbrúi.
Ved Navnet Vosemýrann tænker Landstad med Rimelighed paa oldn. vás (Fugtighed, Strabas, især paa Søen i Væde og
- ↑ Derimod er ikke, hvad Holmboe („Oldnorsk og Sanskrit“) vil Navnet Garmr det samme som skr. Saramâ, Sâramêya, thi oldn. g kan umulig saaledes svare til skr. s. Ordet betyder maaske „Sønderriveren“ og er beslægtet med garmar (Lapper.) Andre Meninger om dets Betydning hos F. Magnusen lex. myth., Gunnar Paulsen i Edda Sæm. I, 520 og hos Holmboe Norsk og Keltisk S. 13.
