Uveir); man erindres ellers ogsaa om oldn. veisa (stinkende Sump), angls. og oldfris. vâse (Dynd). De kaldes ogsaa Vaagsmýrann og Vaamýrann (man kan have tænkt paa oldn. vá, Ulykke, Elendighed) eller (hos S. Moe) vaate mýrann. Det oprindelige Navn lader sig neppe sikkert bestemme.
Navnet Gaglemýrann, hvori Landstad med liden Rimelighed formoder en Forvanskning af Gjallarmýrann, betyder egentlig „Vildgaas-Myrerne“ af gagl f. (en hvidgraa Vildgaas). Da Folketroen ofte tænkte sig Sjælen i en Fugls Skikkelse, som det f. Ex. i Solsangen V. 53 heder: „Om det er at tale, hvad først jeg saa, da jeg var i Jammerverdenen kommen; svedne Fugle, der Sjæle vare, fløi saa mange som Myg“, se Grimm Myth. 788 flg.[1]: saa er det muligt, at Gaglemýrann skal forstaaes som „de Myrer, som Sjælen maa befare;“ mærkelig tilsvarende bliver det da, at Melkeveien af Lithauerne og Finnerne kaldes Fugleveien, hvorved ogsaa efter Grimm hentydes til de i Fugleham flyvende Sjæle.
Det er en egte nordisk Forestilling her i disse Skyggernes Egne at tænke sig bløde, bundløse, af kold, klam Taage omhyllede Sumper, hvori de Onde synke. Saaledes er Sliðr dyndet. Rigtig sammenligner Landstad S. 91 det sumpige Sted, hvor Ansgar drømmer sig hen og hvoraf han kun med Møie kan arbeide sig op; lignende Træk forekomme i beslægtede Legender hos Wright Side 39. Jfr. Simrock i Monatsschr. f. Wiss. u. Litt. 1853, Juli.
Fra L. A 38 af forlades vi af de i sin Rod egte-nordiske Forestillinger, og det Følgende bærer aldeles samme Præg som de almindelige katholske Legender fra Middelalderen.
Drømmeren kommer nu til „de Vande hvor Isene brænde blaa,“ til Skjærsilden og dens mange Pinsler, men efter guddommelig Indskydelse vender han sig derfra.
alt paa mi högre hand,
der saag eg meg til paradis,
- ↑ I Visen om Sven Svanehvit (Afzelius sv. folkv. II, (38) spørges „hvad är snabbare än lärkvingar små?“ og Svaret er „själen.“
