fatike geve konn,
han lar inki ræddast i ann’heimen
fer kvasse stútehonn.
Blandt de skrækkelige Dyr, som møde den Døde paa Gjallarbroen, nævnes først Hunden. – Bekjendt fra Eddaerne er Hels frygtelige, i Brystet blodige Hund Garm, der staar og gjør foran Gnîpa- (eller Gnûpa-) Hulen.[1] Og ellers omtales tidt Hunde blandt Helvedes Uhyrer, saaledes i Olaf Tryggvessøns Tale til Indthrønderne (Olafs Saga i Skaalholt-Udgaven), i en islandsk Vise om Didrik og Gunnhild (Sv. Grundtvig, Danmarks gamle Folkeviser I, 211 ff.), hvor den onde Røgnvald forvandles til en Hund og farer til Helvede; Helhundens Gjøen og Tuden høres i Luften som Varsel om snar Død. Hermed staar Djævelens Optræden i Hundeskikkelse i Forbindelse: han kaldes „Helvedhunden“ (Grimm Myth. 948 ff.).
Ogsaa hertil findes Sidestykker hos beslægtede Folk. Om Hellenernes Κέρβερος, der ofte er bleven sammenlignet med Garm, behøver jeg vel neppe at minde, men atter træffe vi hos Inderne en slaaende Lighed med vore Forestillinger. Ligesom paa Gjallarbroen Hunden (eller Hundene) bider den Onde, medens den Gode, der for barmhjertig har skjænket den Hungrige Brød, nu paa en eller anden Maade faar Brød at kaste for det glubende Dyr, og derved slipper det forbi; saaledes bevogte hos Inderne de to Sâramêya-Hunde, den ene flekket den anden fort, Veien til Jamas Bolig, den Gode finder den rette Sti og kommer til pitrlôka’s salige Glæder, den Onde gaar derimod den urette Vei og bliver sønderreven af dem.[2] Ogsaa tænke de sig, at disse Hunde gik som Jamas Bud til Menneskene og hentede de Døde, ligesom det er Tro i Bretagne, at en Hund leder Skyggerne over til Britanien (Grimm Myth. 793); og hertil slutter sig da den germaniske Tro, at Helhunden gjøende varsler
