ved det anførte Vers i Draumekvædi, hvilket jeg i Henhold til de indiske Forestillinger forstaar paa følgende Maade: Den, der i levende Live gavmild har skjænket den Fattige en Ko, finder nu paa sin Vandring til de Dødes Boliger en Ko, der leder ham over Gjallarbroen; den Ubarmhjertige derimod faar ingen Leder, bliver svimmel og styrter fra den høie, bratte Bro ned i den dybe Gjallarhyl. Denne Overensstemmelse mellem indiske og germaniske Forestillinger er høist mærkelig; den Forskjel, at Koen, der leder den Afdødes Aand over Floden, hist har været given af den Afdødes Frænder som Dødningoffer, her af Mennesket selv i levende Live som Almisse til den Fattige, er ikke væsentlig; saaledes troede man ogsaa om Skoen, der fører Dødningen uskadt over Torne og Tidsler, snart at den har været en Gave af den Levende til en Fattig, snart at den af Frænder eller Venner har været bunden Liget paa Fod: baade egne Fortjenester og Næstens Pietets-Handlinger kom Mennesket i den anden Verden til Gode. Til V. 24–25 slutte sig
hon er ekki góð at gange,
bikkja bit og ormen sling
og stúten stend og stangar.
(eller i Flertal: bikkjunn’, ormanne, stútanne).
L. A. 27. Bikkja bit og ormen sting
og stúten stend og stangar,
der slepp ingin ivir Gjallarbrúi,
som feller dømanne vrange.
L. A. 35. Sæl er den, i föðesheimen
fatike geve brauð,
han tar inki ræddast i ann’heimen;
fer höyre paa hundegaul (eller: fer harske hundegaul).
sortstribet Ko) som Navn for Melkeveien; Ordet bruges om Regnbuen, som Pott (Zeitschr. f. vgl. Sprachf. II, 426) bemærker, paa Grund af dennes mange Farver. Heller ikke hører hid den rode Ko (hos Müllenhoff schlesw. holst. Sagen No. 509), der engang ved det store Slag, hvori vi gjenfinde Gudernes sidste Kamp, skal føres over en vis Bro: det er Muspells-Sønnerne, Flammerne, der ride over Biv-Røst (Simrock deutsche Myth. I, 181).
