Gjøll, der rinder nær Menneskeverdenen, svarer Vaitaranî d. e. den, der er vanskelig at komme over), der strømmer paa Grændsen af de Levendes Rige ved den frygtelige Vei til Jamas Port (Jamas Verden svarer til vort Hels Rige); som det i Solsangen heder, at Gjølls Strømme bruse frem, blandede meget med Blod, saa kaldes Vaitaranî’s salte kogende Bølger røde og blodige. Naar Inderne troede, at de Onde synke i Vaitaranî’s Bølger og komme til den derunder værende Jamas Verden med dens forskjellige Pinesteder, have sikkert ligeledes vore Forfædre tildels ment, at Gjøll slugte Nidingen og paa sine Strømme førte ham til Niflhel. Det synes allerede at ligge i det anførte Vers af Draumekvædi:
dei kom saa vaate fram (nemlig til Helvede).
Videre Bestyrkelse herfor finder jeg i
fatike geve kú,
han tar inki sumlug (svimmel) gange
paa höge Gjallarbrü.
(Var: han tar inki ræddast i ann’heimen-fer gange ivir Gjallarbrú).
Dette Vers oplyses mærkelig ved Sammenligning af indiske religiøse Forestillinger (hos Kuhn. paa anf. Sted). Hos Inderne ofredes en Ko, anustaranî, for at hjælpe den Døde over Floden Vaitaranî, hvilken Ko oftere omtales blandt Dødningeofrene; af et Skrift, der handler om disse, anføres: „at overskride Vaitaranî’s gruelige Strøm begjærer jeg, derfor giver jeg den sorte Ko Vaitaranî;“ og paa et andet Sted heder det: „paa den tolvte Dag efter Ens Død bliver endnu et andet Ko-Offer bragt og derved en Formel reciteret, ved hvis Kraft Sjælen, der indtil da endnu har været i denne Verden, af en Ko, der kommer fra Gudeverdenen, bliver bragt over Vaitaranî til pitrlôka, de Frommes Opholdssted, til hvilken Ende han paa sit Yderste har grebet en Kos Hale.“ Af denne Ko, der fører Sjælen over Vaitaranî har Kuhn med Skarpsindighed forklaret den nedertydske Benævnelse paa Melkeveien kau-pat eller Koveien.[1] Dette bestyrkes nu
- ↑ Derimod anfører Kuhn urigtig slovenisk mávra, mávriza egentlig en
