en Slette, fuld af Torne, der sønderriver den Ondes Fødder,[1] medens den Barmhjertige, der i levende Live har skjænket den Fattige et Par Sko, nu paa en eller anden Maade kommer i Besiddelse af Sko, der føre ham over, saa at ei hans Fødder saares. Aldeles den samme Folketro gjenfinde vi paa forskjellige Steder i den germaniske Verden. Saaledes meddeler Walter Scott (minstrelsy 2,357) følgende Tro fra Yorkshire: De tro, at det er godt engang i deres Liv at give en fattig Mand et Par nye Sko; thi efter dette Liv skulle de barfodede vandre over en stor Hede, fuld af Torne og Gyvel, og slippe kun frem, naar de have givet den nævnte Almisse: ved Begyndelsen af Heden vil nemlig en gammel Mand møde dem med de samme Sko, som de have bortskjænket og naar de have faaet disse paa Fødderne, kunne de uskadte vandre gjennem Tykt og Tyndt. Det Land, hvorigjennem den Døde maa vandre, kaldes og Gyvelmyren (whinny moore). – Ligeledes er i visio Godeschalci fra 1188 (hos Leibnitz script. rer. Brunsv.; anført hos Dietrich i Haupts Zeitschr. f. deutsch. Alterth. IX, 181) det første Straffested for de Døde en Egn fuld af Torne og Tidsler, der gjennemstikke de Ugudeliges Fødder; for dem, der uskadte skulle slippe gjennem Pinestedet, staar der en Lind[2] fuld af Sko, som en Engel uddeler. – Hertil knytter sig og den baade i Norden og Tydskland brugelige ældgamle Skik, at binde den Døde Helsko, medgive ham Sko for hans Vandring til de Dødes Bolig (Grimm Mythol. 795): Veien var ikke alene lang, men ogsaa tornefuld.[3] Saaledes fortælles i Stöbers elsassische Sagen S. 34: I Ingersheim døde en Barselkvinde, hende havde man ingen Sko givet med; da bankede hun første Nat paa Vinduet og sagde: „Hvorfor har I ingen Sko givet mig med? jeg maa fare gjennem Torne og Tids-
