ler og over skarpe Stene.“ – Beslægtede Forestillinger findes i Legender fra Middelalderen: Tundal ser i Purgatorium en Bro, helt over beplantet med skarpe Spidser, der trænge sig gjennem Vandrernes Fødder (Wright St. Patrick’s purgatory S. 34); en lignende Bro, fuld af Naale og Spidser forekommer i Thurcills Syn (Wright S. 42). I Overensstemmelse hermed har J. Moe Varianten heklebrú, der henlægger Tjørnene til Gjallarbroen. – Muhamedanerne tro, at alle Sjæle midt i Helvede maa over en Bro, der er tyndere end et Haar, skarpere end Sværdets Egg og til begge Sider besat med Torne og stikkende Buske; og at de før den yderste Dom maa betræde en Stang af glødende Jern; under hver Troendes Fødder lægge sig da hans gode Gjerninger (Grimm Mythol. 794). Lignende Pinsler finde vi ogsaa hos Inderne; i Jamas Verden (de Dødes Boliger) sønderrives Syndernes Lemmer i Skove, hvis Blade bestaa af Sværde eller Ører, og hvor der staar et Câlmali-Træ, lysende som flydende Guld med lasurfarvede Blade, der er omgivet med skarpe Jærntorne (Weber indische Studien I, 399).
Det forekommer mig klart, at Grundlaget for denne Tro hos Germanerne var tilstede fra de ældste Tider, men den udvidedes og farvedes ved østerlandske Forestillinger, der optoges i og udbredtes gjennem katholske Legender.
Videre heder det i Draumekvædi:
hon henge saa högt i vinde,
(eller: imót norðan vende, eller: hon tist ’punde sky at hange)
hon er all med jónni (eller: gulli eller: krókar) slegin
og saum i kvorjum tinde.
hon ligge saa högt i vinde,
gullið er etter straumo lagt,
og saum etter kvorjum tilje.
hon er baaðe bratt og breið
