I L. A 14 bør det Omkvæd begynde, der bibeholdes
gjennem hele den Del af Digtet, der skildrer Drømmerens Vandring:
og veginne felle saa viðe.
Det er i den maanelyse Midnatstund, at Skyggen giver sig paa Færd; „Maanen skinner, Dødmand rider“ heder det i en vidt udbredt Folkesang; det samme udhæves i Solsangen V. 51: „Paa Nornernes Stol (d. e. Ligleiet) sad jeg ni Dage; saa blev jeg paa Hest (d. e. Helhesten) løftet, da Gygens Sol (d. e. Maanen) skinned fælt fra de lavt hængende Skyer.“
„Jeg har – fortsætter Drømmeren – været oppe ved Sky og nede paa Havsens Bund, seet Helvede og en Del af Himmerige (jfr. Sols. V. 52); faret over viet Vand og over dybe Dale; „jeg er saa træt af Helfærd (i L. A 19 har Moe for hermo eller felmo Varianten herreferð, som jeg anseer for en Forvanskning af helferð), at inden saa maa jeg brænde.“
Alt om mig var tyst og uhyggeligt, da jeg for ud: „ei vrinsked min Hest, ei gjøde min Pund, ei gol de Ottefugle; det tyktes mig være ondt“ (L. A 20).
gönnom den tynner-renne,
sunde var mi skarlakskaape
og neglann af kvorjum fingre.
L. A 32. Det var mi fyrste útreising
gönnom den tynner-skóg (– mó),
Grimm Myth. 799 siger, at Hel ei sender Bud efter de Døde (jfr. Atlamál V. 26); ogsaa bar man vistnok tænkt sig, at Hel undertiden selv hented de Dødindviede, om det end kun er i Drømme, at hun hos Saxo (S. 124 Müll.) aabenbarer sig for Balder og forkynder ham hans Død; saaledes ved jo den nuværende Folketro at fortælle om den paa en trebenet Hest omridende Hel, der udbreder Sygdom og Død (Grimm Myth. 804). Hermed stemmer, at den indiske Jama (Herskeren i de Dødes Verden) i de episke Digte snart selv henter de Døde, snart sender sine Bud efter dem, og at der i Vedaerne tillægges ham to Tjenerinder foruden Sâramêya-Hundene (om hvilke nedenfor); se Kuhn Zeitschr. f. vgl. Sprachf. II. 313.
