af Folket selv en Mening om Kvædets Ælde udtales. Syner eller Drømme af aldeles samme Art findes fortalte om en Mængde forskjellige Personer hos forskjellige Folk; saaledes lader f. Ex. det islandske Folkesagn Sæmund Frode kvæde Solsangen fra sin Ligbaare; se herom især Magnusen i Indledning til Solens Sang i hans Oversættelse af den ældre Edda III, 192 ff. Wright St. Patricks purgatory. Jeg vil da her ikke videre opholde mig ved Landstads, som jeg tror, mer end usikre Mening, at Olaf Aasgardssøn skulde være Ansgar; kun maa jeg bestemt erklære mig mod, at man i det Enkelte ordner, lemper og forklarer vort Kvæde efter Fortællingen i Remberts vita Ansgarii: denne kan kun gjælde for et oplysende Sidestykke.[1]
Olaf fortæller:
stærkan svevnen fekk,
vaknað ’ki för om trettandagin,
folkið at kyrkja gekk.
Herefter bør følge L. A 21 (Moe sætter det lige foran L. A 13):
derfer tikist eg fróð;
eg var laange i molli mokað,
(ha’ eg) tótt den dauðen góð.
At ogsaa Dødskampen har været skildret, saaledes som i Solsangen,[2] bevidnes af Landstad S. 65.
- ↑ Nogle sige, i større Overensstemmelse med det islandske Sagn og med Solsangen, at Digtet blev kvædet af en Draug (et Gjenfærd), se Landstad S. 858.
- ↑ De Billeder, som Solsangen her anvender, ere for største Delen ren-hedenske. Saaledes V. 37: „Hels Reb bleve haardelig snoede om mine Sider; slide jeg dem vilde, men stærke de vare. Let er løs at fare.“ Indernes Nirrti, Herskerinden i Naraka (Tartarus, Niflhel), der svarer til vor Hel, binder med Jernlænker (Kuhn Zeitschr. f. vgl. Sprachf. II. 312); ligesom og de Døde tænktes at gaa som fangne i Dødens Baand (Grimm Myth. 805). V. 38: „Ene jeg vidste, hvorledes allevegne mine Sorger svulmed; Hels Møer bøde mig, skjælvende som jeg var (hrolla helst Dat. Sg. af den bestemte Form af et Adj. hrollr), hjem til sig hver Kveld“. Det er saaledes mindre rigtigt, naar
