lige hos Folket. Disse Strofer blive af Vigtighed for nordisk Mythologi, saa meget mer som vi tildels ikke andetstedsfra kjende de i dem udtalte Forestillinger som nordiske eller norske; jeg vil derfor her nærmere betragte dem og søge at belyse dem ved Sammenligning med beslægtede Nationers Myther og Folketro. Herved være det mig tilladt ikke at holde mig inden alt for snævre Grænser, men og mangen Gang at kaste Blikket langt ud mod Øst; thi hos Inderne ville vi finde mange mythiske Forestillinger, som mærkelig stemme med vore norske, oplyse dem og da paa samme Tid give os det klareste Vidnesbyrd om deres Ælde.
Ogsaa Digtets øvrige Afsnit ere af Betydning; den her ren-legendariske Fortælling har vist allerede i Kristendommens første Tid fæstet sig i den nordiske Folketro, og hist og her har da oldmythiske Træk skjult sig bag den kristelige Indklædning.
Til Grund har jeg lagt Landstads Udgave som den fuldstændigste, og ligeledes i det hele fulgt den der brugte Retskrivning.
Medens Grundtanken i Solsangen og i Draumekvædi er den samme, har en anden Ramme nu sluttet sig om Digtet. Denne dannes af V. 1–13 i Landstad A: Olaf Aastasøn er slankvoxen som en Vidjevond, elskes af Fader og Moder (jfr. Visen No. XXX hos Landstad, om Vilgord Hertugsøn, der begynder paa samme Maade); en Julaften sovner han og vaagner ei før 13de Dag Jul i Morgenstunden, som Folk gaa til Kirke; da sadler han flux sin raske Hest og rider til Kirken; der sætter han sig i Døren og, mens Præsten staar for Alteret, fortæller han Gamle og Unge sine Drømme. – Navnet Olaf Aastasoøn kunde bringe til at tænke paa Olaf den hellige, som Digteren maaske har villet fremmane af hans lange Søvn for at berette, hvad han har erfaret paa hin Side Gjallarbroen, og Olafs Drøm før Slaget ved Stiklestad kunde maaske indbyde til en saadan Fiktion (Landstad S. 67). Drømmeren nævnes ogsaa Olaf Aaknisøn (Haakonsson?) og Olaf Aasgarðssøn. Navnet, der som man ser paa forskjellig Maade er blevet forvansket derved at man har tænkt paa forskjellige Personer (Olaf, Søn af Haakon og Margreta?), saa det ikke er let med Sikkerhed at bestemme den oprindelige Form, kan her ikke have Betydning uden for saa vidt, at derved
