Jfr. Jyd. hærken = hærsken = hæsken (kræsen). Med de
romanske Skriftsprog forholder det sig her aldeles ligesom med
det norske Sprog. Den i Stamsproget vidt om sig gribende
Overgang fra s til r er nu standset, og der forekommer kun enkeltstaaende
Exempler derpaa, hvilke ere analoge med de her af
vort Sprog anførte (se Diez I, 232, 325).
En Ombytning af t med s antager Aasen Gr. S. 60 § 91 i Ordene: tilla – silla, rikta – riksa, hæmta – hæmsa, hvilket synes meget tvivlsomt.
h synes at være gaaet over til f i fjom (Sv. Dial. fjun) = Oldn. hjóm.
Omvendt synes fj i Jydsk at kunne gaa over til hj: hjaad (Fjante) besl. m. faad (halvtosset), Norsk fjottet; hjante = fjante; hjamsk (halvtosset) = Norsk fjommet; hjallervorn (= id.) besl. m. fjaale, Sjæll. fjollet. Overgang fra h til f er ellers hyppig i de germaniske Sprog foran Liqvider, men meget sjælden foran Vocaler i Forlyden, dog Sv. fallbär = hallon (Bringebær). Derimod er den i dette Tilfælde ei saa ualmindelig i romanske og olditaliske Sprog.
hj er gaaet over til sj: sjaa = Oldn hjá, sjærne = Oldn. hjarni. sjell = Oldn. hjall, sjon = Oldn. hjón.
Paa Færøerne udtales det oldnorske hj som tsj (Hammershaimb i Ann. f. nord. Oldk. 1846 S. 364). Jfr. Shetland = Oldn. Hjaltland; Eng. she = Ags. hio. Lignende Overgang er gjennemgribende i litauiske, slaviske og persiske Sprog.
h er gaaet over til j i den mærkelige Form jase (Østgøt. jösse) – hare, der ogsaa har beholdt det oprindelige s; jörv = horv.
Jfr. Sv. Dial jolk, julter = holker (Dreng). Man kan ogsaa sammenligne Tilskydelsen af j i Oldn. jastr, jurt.
j vexler efter en Labial med l: forflamsa = forfjamsa; Fjerklepp = Flærðarkleppar (Munch S. 176); platra (hos Hallag.) = pjatra.
Jfr. Sv. Dial. plätta = pjätta (berøre let); Vestgøt. flåp = Norsk fjaap; Dan. pjaske = pjuske, pjaske = plaske. Lett. plaut = Litau. pjauti (metere). I Italiensk er fl, pl, bl gaaet over til fi, pi, bi.
v indskydes istedetfor ð (identisk hermed er i Grunden den
