effelbein = elfelben; Naglhus = Nafnhús (Munch S. 73); Manglerud = Magnaruð (Munch S. 160); degel (h. Hallag.) = Tyd. degen. Og saaledes nd til ld, især ved Assimilation: lemelde (Sv. lemmel) = lemende; Lomeld = Lomendi (Munch) S. 106); Kvenil = Hvínandi (Munch S. 80). Derimod synes det, som om man ved himmel (Dan. Tyd. ligesaa) – Oldn. himinn, Got. himins (jfr. Pott etym. Forsch. II, 101). samla (Dan. samla, Tyd. sammeln) – samna, eismall, Isl. einsamall – einaman har at antage forskjellige Suffixer og ei fuldkommen Identitet.
Overgangen fra n til l i Efterlyden findes ogsaa i tydske og romanske Sprog (Pott etym. Forsch. II, 101; Grimm. Gesch. d. deut. Spr. S. 341; Diez I, 235, 326). Jfr. Oldn. ulfaldi = Got. ulbandus; Færø. Hildarfjadl = Oldn. Hindarfjall; Mlat. blialdus = Dan. blyant (Strengleikar udg. af Keyser og Unger S. 98).
nl, ndl assimileres til ll: tilla = tindla (hos Hallag. ogsaa timla, jfr. Aasen Gr. § 96); valle = vandle; valla (ei beslægtet med det ligebetydende balla) = vandla; dilla = Oldn. dindla (eller dingla); belling for bendling = bendel, bending; Gulleröd = Gunnlauguruð (Munch. S. 176); Bryllæ = Brynla. Jfr. Oldn. ellifu = Got. ainlif, Ags. endleofan; O. Sv. mullögh = Oldn. mundlaug; Dan. æ1ling af and; Tyd. spille: spindel. I Latinsk og Italiensk (Diez I, 250) assimileres nl til ll. rn er i enkelt Tilfælde blevet assimileret til rr og ikke til nn; ikorre (Sv. ekorre) = Oldn. íkorni.
Jfr. Ags. steorra = Oldn. stjarna; i Finsk assimileres rn til rr. Man sammenligne ogsaa Udkastelsen af n i reinsar = Tyd. rainfarn; barsöl.
l indskydes undertiden, naar r siden forekommer i Ordet: flöyra = föyra; aalbryst, aalbysling = aabyrgsla, aabyrst (jfr. aarbygsla = aabyrgsla h. Hall.); Hylsfjord = Hýsfjörðr (Munch S. 18); men tvivlsomt i blaskra = baska; jfr. Klengrud = Kingilsruð (Munch S. 156).
Jfr. Ital. inchiostro (ɔ: inclostro) = ἔγκαυστον; Fr. esclandre = O. Fr. echandre. (σκάνδαλον) (Diez I, 269); Span.
