om en Sag var liden eller stor, beroede jo aldeles paa subjektivt Skjøn, og af de 2 gamle Lagtingsprotokoller fra Fredrikstad og fra Oslo seer man, at Lagtinget ofte i første Instans paakjendte tilsyneladende aldeles ubetydelige og simple Gjeldssager; og hvor de med Paaberaabelse af Tingfb. Kap. 9 ere afviste, seer man, at Grunden bestandig har været den, at de oprindelig have været anlagte ved Bygdetinget, men derfra ere blevne henviste til Lagtinget, uden at der er afsagt nogen Dom i Realiteten. Kun en enkelt Gang sees Fredrikstads Lagting at have afvist en umiddelbart for det anlagt Sag, som antoges bekvemmeligen at kunne været behandlet ved Underretten, ligesom det derhos kan bemærkes, at Fredrikstads Lagting sees langt mindre at have været benyttet som første Instans, end Oslo Lagting. At Sager, der gjorde Granskning paa Aastedet nødvendig, altid først maatte behandles hjemme, var en Følge af Sagens Natur, og foreskrives bestandig i Lovene; Saadanne Sager afviste naturligviis Lagtinget bestandig naar de umiddelbart bleve anlagte ved det.
Det er imidlertid Noget, som forstaar sig af sig selv, at det maatte være langt bekvemmere for Parterne selv at gaa til Bygdetinget, naar kun dettes Domme kunde antages at give tilstrækkelig Betryggelse; og efterat Sorenskrivere vare indførte, og disse efterhaanden havde faaet den væsentligste Deel i Dommens Forfattelse, blev der ingen almindelig Grund til at forudsætte noget andet, og denne Vei maatte saaledes af sig selv blive den almindelige. Heri ligger vistnok Aarsagen til, at ikke Budet i Tingfb. Kap. 9 sednere findes udtrykkelig indskjærpet og udvidet, thi saadant behøvedes ikke. Først ved Christian den Femtes Lovs 1–6–8 til 10 jfr. 1–2–3, blev det udtrykkelig bestemt, at Lagtingene altid skulde være Appelinstanser, og saaledes en fast Instansfølge etableret.
Naar en Dom indankedes, gik det bestandigt i samme Form, som om det var ved første Instans, at der blev procederet. Appellanten beklager sig over, at Underdommeren har gjort ham Uret med sin Dom, hvorfor ogsaa denne stævnes som Hovedmodpart og saa godt som altid tager til Gjenmæle med den Paastand, „at han formener med sin Dom ingen Uret at have gjort, men at den bør staa ved Magt.“ Saaledes bliver ogsaa Dommen enten „at Underdommeren med sin Dom ingen Uret har gjort,
