hvorfor den skal staa ved Magt“, eller „at Dommen ikke skal komme Appellanten til Skade i nogen Maade“. Saaledes gaar det ogsaa for sig, naar Tingsvidner appelleres, idet Anken her rettes mod Vidnerne, fordi de have forklaret sig til Appellantens Skade. Man appellerede nemlig Tingsvidnet ogsaa da, naar det var dets Indhold, som man agtede al modbevise. Domshaveren maa vistnok ogsaa stevnes i disse Tilfældet, dersom Appellen ikke skal blive afviist, men Underdommeren er lige saa vel Hovedmodpart som han, og i Almindelighed er der ved Overinstanserne ikke synderlig Tale om noget Tilsvar fra Domshaverens Side. Denne Betragtning af Forholdet gaar ogsaa igjen i Christian den Femtes Lov (f. Ex. 1–6–11) og tildeels endnu længe derefter. Om Appel til Kongen og hans Raad i Tilfælde af Bansættelse se Fr. 27de Marts 1629 Kap. 1 § 16 og 17, der er Kilden til store Reces 1–2 og Lovb. 2–9 især 16.
Exekutionen saavel af civile som kriminelle Domme var oprindelig egentlig identisk med Dommen selv, og foregik umiddelbart ved Tingmændene; hvilket endnu gjentages i Christian den Fjerdes Lov, men naturligviis her uden Betydning. De kongelige Ombudsmænd skulde vare tilstede, for at yde den fornødne administrative Assistence, og for at paasee, at de Kongedømmet tilkommende Bøder for Retløse eller Dombrud blive erlagte. Men sednere bortfaldt naturligviis det første, og vistnok længe forinden det 16de Aarhundrede var Exekutionen gaaet over til en reent administrativ Handling, der: udførtes af Fogderne i Overvær af Vurderingsmænd og Vidner, som disse selv medtoge. Paa en saadan har man Exempel, indtagen i den ovenfor nævnte Lagtingsdom fra Jæmteland.
Exekutionen af kriminelle Domme indskjærpedes Befalingsmændene ved Reskr. 19de Juni 1613, se her endvidere Forordning af 26de August 1621.
Anm. Til hvad ovenfor S. 140–41 er anført om Lagdømme-Inddelingens Forandringer i det 17de Aarh. kan endnu tilføies, at, ifølge en samtidig tilskreven Notits i et i Universitetsbiblioteket opbevaret Exemplar af Chr. d. 4des Lov, havde ikke alene Bahus og Fos’s men ogsaa Oslos og Eidsvolds Lagstole Lagmænd tilfælles.
