Oprindelse ikke kunde være andet end Appelinstanfer, og man finder det ogsaa udtrykkelig udhævet i de Befalinger til Herredages Holdelse, der ere os levnede, at der ikke maa indstevnes andre Sager end dem, hvori forhen er dømt af Lagmanden, saaledes Kongebrev af 1547, Reskr. 4de Juni 1661 og 26de April 1664. Den Undtagelse, der i denne Henseende gjaldt for Adelen, er forhen omtalt, og var egentlig et danskt Institut; dog havde man for Norge noget tilsvarende i Hirdskraa Kap. 20. Man seer ogsaa, at Herredagen i 1661 viste et Par Sager fra sig, fordi der ikke var indhentet tilstrækkelige Oplysninger, hvilket viser, at Begrebet Appelinstans skarpt fastholdtes. Ligeledes har man i Rigsarkivet en fra Kansleren Jens Bjelke indgiven Fortegnelse paa de til Herredagen i Oslo den 29de Juli 1616 indstevnede Drabssager, tilligemed Oplysning om deres Sammenhæng, samt om Grundene, hvorfor Kansleren ikke har kunnet meddele Tiltalte Landsvist (jfr. Fr. 9de April 1572). En af de hyppigste Grunde hertil sees at have været Feil ved Hjemtings- eller Lagtingsdommen, selv om disse have været Tiltalte aldeles utilregnelige, f. Ex. at Dommen har været uendelig, ikke ordentlig beseglet, Lovstedet ikke nævnt, Sagen ikke tilbørlig oplyst, – og det uanseet, at der har været meget formildende Omstændigheder tilstede. Grunden hertil kan da ikke have været nogen anden end den, at Sagen, som en Følge af disse Mangler, ikke kunde ansees som ordentlig paadømt i Underinstansen, og derfor ikke kunde indkomme for Herredagen. I de fleste af disse Tilfælde blev imidlertid Landsvist tilstaaet af Kongen selv.
Lagtinget derimod vedblev at være saavel Appeltribunal fra Bygdetinget og Raadsturetten, som første Instans i Sager, som anlagdes umiddelbart for det, med Forbigaaelse af Underretten. Forordningerne 3die Febr. 1579, 16de Aug. 1590 og 21de Juli 1591 Art. 4 forbyder derfor ogsaa kun Lagrettesmændene at vise Sagerne fra sig og til Lagmanden, naar de først for dem ere indstevnte, men befaler ingenlunde Parterne at anlægge Sagen ved de underordnede Instanser. Først ved Christian den Fjerdes Lov Tingfb. Kap. 9 blev det bestemt, at Kongens Stevning (d. e. Stevning til Lagtinget) ikke maatte tages ismaa Sager, men disse skulde altid først ordeles til Bygdetinget. Denne Bestemmelse var imidlertid alt for ubestemt; Spørgsmaalet
