Embedet med andre Bestillinger, paabyder Brugen af ordentlige Protokoller, advarer mod uendelige Domme o. s. v. De fleste Bestemmelser i denne Henseende gik siden over i den store Reces af 1643. Bestemmelser om en mere summarisk Behandling ved Gjæsteret findes i Fr. 9de April 1643 Art. 3 for Konfiskationssager, og i Fr. 4de Marts 1684 og 5te Marts 1685 § 13 om Nordfarernes Sager under deres Ophold i Bergen.
Skriftlig Procedyre synes nok at være kommen i Brug mod Slutningen af 16de Aarhundrede, men blev neppe synderlig almindelig, forinden Sagsørerstanden havde udviklet sig. Sædvanligviis var det vistnok Parterne selv, som enten i deres Forfald fremsendte skriftligt Indlæg, eller fremlagde det ved Siden af deres mundtlige Deduktion. I den store Reces 1643 2–6–5, 16, No. 3 tales der om Prokuratorernes vidtløftige Forsætter, men dette gjaldt Danmark. Ved Overhofrettens Instr. 20de Decbr. 1684 § 7, blev det forbudt at skrive Indlæggene paa fremmede Sprog, hvilket tidligere sees tit have fundet Sted.
At der altid har været Folk, der stode i Anseelse som Lovkyndige, og hvis Raad og Veiledning Parterne gjærne søgte, ja som de vel og lode udføre selve Sagen for sig, derom bærer Sagaerne ofte nok Vidne, se saaledes f. Ex. Sigurd Ranesøns Proces (Samll. t. n. F. og Spr. Hist. I. 112 fgg.) Heller ikke fattes der i Lovene Vidnesbyrd om det samme; det synes som om Kvinder ikke havde Lov til at møde i Retten mod Mænd (se saaledes G. L. 290; M. L. VI–13), ligesom det oftere forbydes at give sin Sag til en Mægtigere. Det synes som oftest at være gaaet maledes til, at Parten overdrog en Anden selve Sagen (handsetja málit,) saa at Sagføreren nu selv blev som Part. Paa Island var dette endog efter Graagaasen (se saaledes Þingsk. p. 21 og 40. Vigsl. 41, 66. Úm. p. 24 o. fl.) den eneste Maade, da det der ikke var tilladt at lade møde ved en Fuldmægtig. Men nogen Sagførerstand, der gjorde Sagførelse til Næringsvei, træffes neppe i Norge førend i det 17de Aarhundrede: I det mindste kan der af de oftere citerede ældste norske Retsprotokoller ikke erfares noget Saadant, hvorimod man rigtignok seer, at Fraværende have ladet møde ved andre Byens Borgene eller Embedsmænd. I Oslo Lagtings Protokol for 1610 nævnes et Par Gange en Christoffer Stub, „Fuld-
