kun sanktioneres en bestaaende Praxis. Man har en Oslo Lagtings Dom af 1609, hvorved en af en Borger i Oslo for Lagtinget anlagt Sag mod en Præst i Thelemarken for Gjeld, – „efter Ordinansens 3 Blads Indhold“ blev henvist fra Lagtinget for Provsten i Bamble, som samme Sag-Parterne imellem skal forrette og adskille, og Sagsøgeren, som havde stevnt Præsten paa ulovlige Steder fra sin Provst og ud af sit Lagsogn, blev tilpligtet at give Kost og Tæring. Det vil sees, at den paaberaabte Bestemmelse i Christian d. 4des Ordinans her var tagen langt strengere end den vistnok var meent. Ligesaa seer man af Herredagsprotokollen for 1661, at en Injurie-Sag mod en Præst var bleven anlagt for Kapitlet, der imidlertid afviste Sagen og henviste den til Lagmanden.
20. Staaende Hære kjendtes ikke af Oldtidens Nordboere, og naar Almenning var opbuden, stod Ledingsfolket under den almindelige Landslov. At visse Forbrydelser maatte blive afstraffede paa Stedet, var, naar det fandt Sted, alene en Nødvendighedsforanstaltning. Kun synes det, efter hvad ovenfor er anført, at der ombord paa Skibe har gjældet den Regel, at alle Tvistigheder paakjendtes af Skibskammeraterne. Overhovedet var det opbudne Ledingsfolks militære Stilling saa lidet fremtrædende og desuden faa kortvarig, at der neppe for dets Vedkommende kunde behøves nogen særegen Ret. Men hvad der egentlig udgjorde Hærens Kjerne, var Kongernes og de dem loyskyldige Jarlers og Lændermænds haandgangne Mænd og Huuskarle. Disse stode i fast Tjenesteforhold til sin Herre, og vare pligtige at følge ham i Krigen, naar og hvor han forlangte. Hirden dannede et sluttet Samfund lige over for de øvrige Bønder; dens Tjenesteforhold til dens Herre var ordnet ved en egen Lov (hirðskrá), og dens indre Anliggender, dens Tvistigheder og Kongens Klager over dens Medlemmer afgjordes i et Møde af hele Hirden (Hirdstevne) og vare unddragne de almindelige Tinge. (Se om alt dette de forhen citerede Steder Hdsk. Kap. 20, 40, 41 og 42, og derhos især Kongespeilet Kap. 24 fgg.) Dette gjaldt over hele Norden. Men i Norge var der foruden Kongen og Erkebiskoppen (hvilket dog oftere vakte Kongens Uvillie) i den sednere Tid neppe nogen, og i alle Fald kun enkelte mægtige Herrer, der havde nogen ordentlig Hird (se Magnus Eriksøns Retterbod
