Norges Vedkommende gjentaget ved Erik Rosenkrands’s Reces af 22de Juni 1565 Art. 4 (Paus S. 346), hvor det befales Fogderne at skyde Ægteskabssagerne ind for Superintendenten og Kapitlet, og rette sig efter, hvad disse derudi efter Guds Ord og Kongens Ordinans beslutte kan. Fredrik den almene Anordning om Ægteskabs-Sager af 19de Juni 1582, henvender sig til „vore Lensmænd, Superintendenter, Prælater, Kanniker og alle Andre, som enten paa Kapitler, udi Konsistorio eller andetsteds skal sidde men forhøre eller dømme udi Ægteskabs-Sager“. I Fortalen og mange andre Steder tales her om Kapitlet og Konsistorium som Dommer. Denne Forordning er i det hele Kilden til Lovbogens Skilsmisse-Bestemmelser. Ved Christian d. 4des Ordinans bestemmes udtrykkelig, at Jurisdiktionen i Ægteskabs-Sager tilkommer Stiftsbefalingsmanden tilligemed Superintendenten og Kapitlet i hvert Stift, der skulle holde sine Konsistorier paa de Tider, som Lagrettet hos hvert Biskopsæde holdes; der skulle alle Ægteskabs- og Horsager foretages og paadømmes. Denne Bestemmelse er, med enkelt Forvanskning, Kilden til N. L. 1–3–11.
Udenfor Ægteskabs-Sager sees der saaledes ikke de jure at kunne være Tale om nogen geistlig Jurisdiktion. Men det en let begribeligt, at denne Overgang maatte være for brat til at trænge igjennem i Praxis, og man seer derfor ogsaa, at Ægteskabssagerne snart igjen bleve henlagte til Kirken. Den mæglende og irettesættende Myndighed, som var tillagt Stiftsbefalingsmændene, Superintendenterne og Provsterne i Forening med andre Sognepræster, gik sikkerlig ogsaa over til en virkelig Dommermyndighed. At Provsterne og Superintendenterne i Ordinanserne nævnes deels sammen, deels hver for sig men om hinanden, gik vel an, naar deres Myndighed blot skulde være at formane og mægle, thi de vare begge Geistlighedens Foresatte, – men naar de skulde være Dommere, passede dette naturligviis ikke, og Forholdet gestaltede sig vistnok saa, at Provsten med andre Sogneprester blev Underinstants under Stiftsbefalingsmanden og Superintendenten, aldeles saaledes som Lovbgs. 1–2–12 og 13 jfr. 1–3–11 efter en rigtig Fortolkning bestemmer. Og den ubestemte 7Maade, hvorpaa disse Bestemmelser i Lovbogen ere udtrykte, tyder bestemt hen paa, at der i Grunden
