med nogle andre Sognepræster afsætte uskikkede Præster, men dette tænkes kjendelig mere at være en administrativ Foranstaltning, end nogen egentlig Straf, ligesom Præsterne i den Tid ikke vare egentlige til Embedsmænd. Aldeles de samme Bestemmelser indeholdt ogsaa Christian den Fjeldes Kirkeordinans af 2den Juli 1607. Om verdslige Sager mod Præster bestemmer Christian d. 3dies Ordinans, at de skulle søges ved verdslig Ret, dog skal Præsten tilsige Stiftsbefalingsmanden derom for geistlige Sager skulle de tiltales for Herredsprovsten eller Superintendenten i Lensbefalingsmandens Nærværelse, men kan de ikke der forliges, maa de stevnes ind for Kongen selv. Alt dette gjentaget i Christian. d. 4des Ordinans, der dog i Gjeldssager foreskriver en Forligsprøve for Provsten, „hvis Præsten ikke vil lade sig af Bønderne fordele til Tinge“, (jfr. den 17de Riber-Artikkel) hvorimod andre verdslige Sager og Jordtrætter høre ind for Lagretten. Skolelærere skulle formanes af Biskoppen og Sognepræsten, og hvis dette ikke hjælper, da afsættes af Biskoppen.
Alene Superintendenterne gjorde her en Undtagelse, idet disse efter Christian d. 3dies Ordinans i Embedssager, for Kjætteri eller aabenbare Laster, skulle anklages for Kongen, der skal stede dem til Ords i 2 eller 3 andre Superintendenters Overværelse, hvilken Bestemmelse gjentages af Christian den Fjerde, der tilføier, at naar de et Par Gange uden Frugt ere advarede, skal Kgl. Maj. have sin Ret til dem, efterat de ere afsatte, ligesom til nogen Anden, der saadant gjør, saasom Herskabet og skal have sin Rettighed mod andre Kirkens Tjenere, naar de for nogen stor Last ere satte af Embedet, eller blive befunden med nogen halsløs Gjerning.
Ægteskabssager unddroges ved Christian den Tredies Ordinans udtrykkelig fra Geistlighedens Raadighed, forsaavidt der bliver Tale om nogen Doms Afsigelse, og de skulle henvises til de borgerlige Domstole. Mægling skal derimod Geistligheden forsøge her, som i alle Samvittigheds-Sager. Heri gjordes der imidlertid nogen Forandring ved Riberartiklerne af 4de Mai 1542 (Krag I. S. 329), af hvilke Art. 3 bestemte, at de skulde forhandles for Stiftsbefalingsmanden og Kapitlet, og Superintendenten ikke dermed besværes, uden i de største og drabeligste Sager, i hvilke hans Raad skal indhentes. Dette Bud blev for
