nere fik Retten ny Instrux under 13de Januar 1700, hvilken næsten ordlydende er overeensstemmende med Instruxen af 1684, kun med den Forandring, at Vicestatholderen her nævnes som Rettens Præses istedetfor Statholderen; thi mellem 1699 og 1710 var der ingen virkelig Statholder i Norge. Denne Instrux fik et Tillæg under 9de Juli 1756, og derved forblev det, lige til Instrux af 14de Januar 1778. De ovenfor anførte Aktstykker, der intetsteds vides tilforn at være trykte, ere nu indtagne i J. Schmidts Udgave af Forordningerne 2 Del S. 72 fgg. hvortil saaledes henvises. Om nogle Sagers Udgang til skriftlig Behandling for at bringe Retten à jour udkom et Reskr. 21 Marts 1755.
Fra Overhofretten, der traadte i Herredagenes Sted, kunde der saaledes igjen, naar Sagen gjaldt 500 Rd., appelleres til Høiesteret i Kjøbenhavn (Fr. 1666 jfr. Lovb. 1–6–16, hvor summa appellabilis blev 200 Lod Sølv).
19. Det er ganske mærkeligt hvor fuldkommen Reformationen betog Geistligheden faa godt som ethvert Spor af dømmende Myndighed. Efter Christian den Tredies Kirkeordinans af 2den Septbr. 1537, skal Superintendenten paaminde og advare de Præster, der forsømme sit Embede, og straffe (det er: advare, irettesætte) dem, saa de enten bedre sig, eller og tage Lensmanden og Provsten til sig med nogle andre Sognepræster og sætte dem ud af Embedet. Ligeledes heder det, at Sognepræster, som forfalde til slet Opførsel og ikke bedre sig efter Paamindelse, maa efter Superintendentens og Provstens Skjøn af Herskabet sættes i Rette, ja afsættes og regnes lige med andre uordinerede Almuesfolk. Om Provsterne bestemmes, at de skulle have Forstand i Landsloven, og dersom de under sine Visitatser finde Brøst hos Sognepræsterne, da skal de minde dem om deres Pligt; hjælper ikke dette, skal de stevne dem ind for Superintendenten, og dem, han da ikke kan sætte til Rette, skal han lade indkomme for Herskabet eller Lensmanden; og aldeles det samme foreskrives der om Sognefolket, dersom det ikke holder Ordinansen og ikke vil give Præsterne hvad dem tilkommer. Det sees af alt dette, at der ikke engang er Tale om nogen geistlig Jurisdiction mod Geistlige i geistlige Sager, og at Superintendenten mere har en Inspektionsmyndighed end nogen dømmende. Kun kan han tilligemed Lensmand og Provsten
