IV. L. Tingfb. 4 gjentaget Bestemmelsen i M. L. 1–4, at Lagrettens eenstemmige Mening er Dom, selv om Lagmanden dissenterer, men at Lagmandens Mening er Dom i Tilfælde af Dissens i Lagretten. Lagrettesmændene opnævntes fremdeles af Lensmanden eller hans Foged. At det imidlertid maatte blive Tilfældet, at Lagmanden var den egentlige Dommer, er klart, og at dette maaske længe forinden Chr. IV. Lov har været saa, synes at antydes ved den hyppige Brug af udnyttet „Lagmandens Dom“, „at stevne for.Lagmanden“ o. s. v. istedetfor Lagtinget, hvilket allerede findes i M. L. og især er hyppigt i Christian den Fjerdes Lov og Forordningerne. I alle mig bekjendte Lagmandsdomme fra det 17de Aarhundrede tales der ikke synderlig om Lagretten, men Lagmanden dømmer alene i sit eget Navn. Af Fredrikstads Lagtings Protokoller 1607–15 sees der snart at have været en eller to, snart tretten eller fjorten Lagrettesmænd; snart nævnes der ingen. Engang hedder det udtrykkelig, at ingen Lagrettesmænd af Byen vare tilstede, men dengang var der rigtignok alene en Drabssag at behandle, og følgelig behøvedes ei den almindelige Lagrette. Af Oslo Lagtings Protokol 1609–10 sees de samme Uregelmæssigheder; kun 4 Gange har der været 12 Lagrettesmænd tilstede, forøvrigt ubestemt mellem 2 og 6 og 2 Gange nævnes ingen. Alt dette tyder hen paa, at Lagretten i alle Fald maa have været en temmelig uvæsentlig Bestanddeel af Tinget. I Dommene heder det oftest „jeg“. I den store Reces 1643, 3–22 og 23 og dens Kilder Frr. 1634 og 1636 tales der om Lagmanden paa en saadan Maade, at det næsten ikke gaar an at tænke sig ham uden som Enedommer. Men først ved Christian den Femtes Lov blev han dette de jure.
Da Lagrettesmændene saaledes havde tabt sin hele Betydning, kunde der naturligviis ikke længere blive Spørgsmaal om deres gamle omhyggelige Udnævnelse. Nævndermændene bortfaldt vist ganske, og Lagretten opnævntes vel af Fogden ligesom nu. I Chr. IV. L. Tingfb. 1. 2. 3. findes vistnok de gamle Regler i M. L. om Nævndermænd og Lagrettens Udnævnelse blandt disse, men herpaa bør ikke lægges nogen synderlig Vegt, naar man veed, hvor slavisk Kilderne ere benyttede. I alle Fald gik Nævndermændene af Brug ved denne Tid. I de i Norske
