militære Domstoles Opkomst og Udvikling ligefra deres Begyndelse, deels fordi det, som jeg har kunnet mine herom, er saa lidet, og deels fordi Stoffet er saa ensartet heelt igjennem, og ikke lader sig afdele i Epoker, saa at baade en skadelig Splittelse og megen Gjentagelse vilde blive Følgen af her at holde sig strengt inden de ved Opgaven afstukne Grændser.
14. Bygdetingene paa Landet undergik ved Christian den Fjerdes Lov ingen Forandring. Den nævnte Lovbog indeholder ingen egentlige Bestemmelser om Bygdetingets Organisation, eller om Sorenskrivernes Stilling til det, men gjengiver alene Magnus Lagabøters Lovbestemmelser med nogle af de ved sednere Retterbøder foretagne Forandringer, og det bliver som en Følge heraf kun leilighedsviis, at der tales om Bygdetinget, der egentlig først siden hin Lov have vundet sin store Betydning (se saaledes Tingfb. Kap. 4, 7 og 9). At Lagmandens Orskurd nu maa være aldeles ophørte, og at Bygdetingene nu ere blevne de eneste almindelige Underinstanser, synes bestemt at fremgaa af Tingfb. Kap. 9 sammenholdt med samme Sted i den nyere Landslov, hvis Udtryk: „overalt hvor man skal lovlig stevne Nogen til Tinge eller hjem til Lagmanden“ i Christian den Fjerdes Lov ere blevne til „hvo som vil stevne nogen anden til Tinge, Lagting eller Bygdeting“, ligesom Slutningsbestemmelfen, at „Lagmanden ikke maa holde Ting hjemme i sit Huus, men offentlig paa Lagtinget“, vilde være uforenelig med de extrajudicielle Orskurd.
Ligeledes har det nu ikke været Enhver tilladt at sammenkalde Ting, naar han behøvede det, men Tingene synes at være blevne regelmæssig afholdte til bestemte, af Sysselmændene eller Fogderne berammede Tider. Vigtig er i denne Henseende især Mandh. B. Kap. 10, sammenholdt med M. L. IV–10, hvor det overalt hos Christian den Fjerde istedetfor Ørvarting og Fimtarting er blevet „næste Ting“, og Omredaktionen er skeet paa saadan Maade, at den kan sees at være gjort med Flid. Vistnok tales der nedenfor i samme Kap. om, at den Fornærmede skal opskjære Tingbud, naar han faar sin Førlighed igjen, hvilket skal være ligesaa fuldt, som om dette var skeet den samme Dag; ligesom Landslb. Kap. 54 gjentager den gamle Regel: „hver maa skjære Tingbud op, som Behov haver“; – men disse Steder ere blot ligefremme Oversættelser af M. L. IV–10 og VII–56, foretagne, som saa
