1591 Sorenskriverembedet oprettet, og saaledes fik Bygdetinget en retskyndig Bestanddeel ligesom Lagtinget, hvorimod Lagrettesmændenes gjentagne Begjæring om at faa Tilladelse til at vise de vanskeligere Sager fra sig til Lagmanden eller Kongens Kansler blev afslaaet, fordi – som det karakteristisk nok heder – det ellers kunde være at befrygte, at de vilde vise alle mulige Sager fra sig. Dog gives der dem Tilsagn om, at de skulle blive mildt behandlede, om de af Ukyndighed maatte forsee sig i Et eller Andet. Som ovenfor antydet, var det uden Tvivl Lagmændenes Klerke, der nu som Sorenskrivere kom til at staa i samme Forhold til Herredstingene som tidligere Lagmændene til de store Lagtinge. Deres Løn blev siden nærmere bestemt ved Axel Gyldensijernes Fr. 27de Juni 1592 (Paus S. 436). Deres Forretning var oprindelig alene at føre Pennen for Lagrettesmændene, og at undervise dem om Loven; men de fik naturligviis, ligesom i sin Tid Lagmændene, snart en ganske anden og større Betydenhed. Denne Foranstaltning maatte medføre en radikal Omvæltning i de dømmende Institutioner paa Landet. Først maatte Lagmandens orskurð nu blive overflødige, da man deels havde et lovkyndigt Element paa Bygdetinget, deels i alle Fald beholdt Adgangen til at gaa med sin Sag umiddelbart til Lagtinget, hvor Lagmanden aldeles havde Overvegten. Desuden maatte det nu ogsaa omvendt gaa mere og mere af Brug at stevne sin Sag direkte ind for Lagtinget, da dette altid maatte være en besværlig Vei. Da man saaledes havde saaet Betingelserne for en ensartet, regelmæssig og fast Instansfølge,s maatte Uregelmæssighederne lidt efter lidt gjensidig afskaffe hinanden, da de ikke mere behøvedes.
I Byerne skede der ogsaa vigtige Forandringer med Tingene. I de 4 villæ forenses (Bergen, Nidaros, Tunsberg og Oslo), der foruden deres bœarmót ogsaa havde egne Lagting, vil man let se, at disse snart maatte falde sammen, da det faste Personale for dem begge var det selv samme (Lagmanden, Borgermesterne og Raadmændene), og Lagretten opnævntes for hver Gang. Dette sees tydelig af den ældste Retsprotolol, man har for Bergen 1592–94; men da der for Resten ingen Retsprotokol findes ældre end Raadsturetternes Indførelse, kan det Samme ikke paavises for de øvrige Stæder, skjønt det med Sikkerhed kan
