Forretninger; men just da maatte det igjen være mindre magtpaaliggende at faa hans Orskurd, end til andre Tider. Alle disse Omstændigheder i Forening bevirkede uden Tvivl igjen, at Bygdetingene, der altid havde et fast Grundlag af 2 ordentlige Sessioner, vandt mere Betydning. Desuden havde vist heller ikke Lagmændene videre imod at blive frie for en stor Deel af sine Forretninger, og gjorde uden Tvivl Sit til, at Bønderne heller gik med sine Sager til Tinget, end til dem, navnlig naar ikke Sagen var nogenlunde betydelig. Den Klerk, som efter samme Forordning Lagmanden havde med sig, og som skulde sværge Kongen selv en egen Troskabsed, har vistnok ofte været brugt til at beskrive Bygdetingsdommene og vel ogsaa, naar han var tilstede, bistaaet Bygdetingets Lagrette med sin Veiledning. Saaledes gik det uden Tvivl i lang Tid. I Rec. 1568 (Paus S. 353 jfr. S. 412) bestemmes, at Lagrettet (ɔ: Bygdetinget) skal dømme i Sagerne, naar Lagmanden ikke er nær tilstede; Lagmandsorskurd træffes gjennem hele Diplomtiden ved Siden af Bygdetingsdomme, uden at der kan erfares andet om Forholdet mellem dem, lige saa lidt som det kan erfares, hvorvidt de sidste holdtes til regelmæssige Tider eller efter en speciel Indkaldelse; rimeligviis vedbleve de 2 aarlige regelmæssige Ting, og ved Siden deraf Ting efter Sysselmandens Berammelse til ubestemte Tider; (jfr. M. L. VII–14). Men at Bygdetingenes Forretninger maa være tiltagne, og at Lagrettesmændene ikke just have været synderlig tilfredse hermed, sees bedst af Fr. 3de Febr. 1579 og Reskr. 16de Aug. 1590 (Paus S. 389 og 420), hvilket sidste forbyder dem at vise Sagen fra sig til Lagmanden, naar den engang for dem er indstevnet, og befaler dem, at de ikke maa udsætte mere end 6 Uger med at afsige Dom m. v. Men der nævnes hverken her eller – saavidt vides – noget andetsteds i den ældre Lovgivning det mindste, som antyder, at Sagerne skulde først indstevnes til Bygdetinget, forinden de kunde komme for Lagtinget, eller at Lagmandens Pligt til at give orskurð skulde være indskrænket. Af et Reskr. 1ste Aug. 1589 (Paus S. 419) sees ogsaa, at Lagmændene pleiede at vise Sagerne fra sig til almindeligt Lagting. Hvad Betydningen heraf er, er ikke klart. Siden forbydes det dem at henvise Sagerne til andre Lagmænd. Endelig blev ved Adelens Privilegier af 21de Juli
