ham; og i Forbindelse hermed maa uden Tvivl ogsaa forstaaes Bestemmelsen i Retterbod af 1308 (gl. L. III. 76). Fra Lagmanden kan man da gaa til Kongen som sædvanligt. Især har derfor de kongelige Ombudsmænds Indslydelse paa Retterne bestaaet deri, at de have udnævnt Dommerne, kundgjort Dommene og derefter exekveret dem o. s. v., men sednere er uden Tvivl dette gaaet over til deres Klerke, hvoraf formodentlig Fogderne siden udviklede sig.
Hvad Underretterne angaar, da blev i Tidens Løb disses Indretning væsentlig forandret, idet navnlig de uregelmæssige Tinge af en tilfældig Samling af de omkring boende Bønder gik af Brug. Det er i Begyndelsen af nærværende Afhandling bemærket, hvorledes den gamle Herredsinddeling efterhaanden krydsedes af flere andre, Skibrede- og Kirkesognsinddelinger, hvilket især maatte gjøre sig gjældende i Trøndelagen, hvor den engeste Tingkreds var de store Fylkesting (se saal. Haakon Haakonssøns Retterbod i F. L. Indledn. 23), og at saaledes efterhaanden Bygdeting bleve almindelige over hele Riget. Herved lagdes Grunden til en mere ordentlig og fast Indretning ved de engere Tingkredse. Da derhos Lagmandens orskurð i alle civile Sager var lige saa godt som en Herredstingsdom og i flere Henseender bedre; samt i alle Tilfælde forbundet med mindre Omsvøb og Uleilighed, maatte dette naturlig føre dertil, at den gamle Ret, Enhver havde til at stevne Ting, naar han behøvede det, her blev mindre og mindre benyttet. End mere maatte dette blive Tilfældet, da det ved Haakon Magnussøns Fr. 17de Juni 1308 (jfr. Reces 1568. Paus S. 352) blev paalagt Lagmanden at reise omkring med Sysselmanden for at give orskurð paa Almuens Tvistigheder, – en Foranstaltning, hvorved denne Afgjørelsesmaade betydelig lettedes, – og saaledes gik vistnok de af Private sammenkaldte Ting af sig selv snart aldeles af Brug. Maaske det lidt efter lidt kom i Brug, at Sagsøgeren først maatte indhente Sysselmandens Tilladelse forinden han kunde sammenkalde Tinget. Men hiin Foranstaltning førte uden Tvivl sednere til, at ogsaa Lagmandens Myndighed til extrajudicialiter at give orskurð med Doms Virkning lidt efter lidt faldt bort. Thi de befalede Omreiser af Lagmanden og Sysselmanden sattes vistnok i Forbindelse med de ordentlige Tinge, hvor den sidste stadigen havde
