ening med 2, 5 eller 11 Eedshjelpere, – hvilken egentlig selv var et Slags Ordal.
13. Den ovenfor skildrede Indretning af vore dømmende Institutioner vedblev de jure lige til det 16de Aarhundredes Slutning. De Lovbud, som man har for Mellemtiden, sees mere at have gaaet ud paa at indskjærpe god Skik og Orden, og at afskaffe Misbrug ved Retterne, end paa nogen egentlig forandret Organisation af disse. Men det er ikke desto mindre klart, at deres Skikkelse ved Aarhundredets Udgang eller umiddelbart forinden Christian den 4des Lovs Udgivelse var meget forskjellig herfra. Dette sees noksom af selve Christian den 4des Lovbog; thi der findes flere indskudte Bestemmelser, der ingenlunde passe til den ældre Organisation, men som det dog er evident nok, ikke kunde være nye. Først og fremst maa Skilledomme være gaaede af Brug, undtagen i Aastedssager og ved Skjøn og Vurderinger, og alle andre Sager, uden Hensyn til om de vare vitterlige eller ei, være blevne søgte til Tinge, uden at dette vides nogensinde at være lovbestemt. Og dette synes endog at være skeet kort efter Magnus Lagabøters Tid eller maaske tildeels endnu før: i alle Fald synes den Maade, hvorpaa de her omtales, i Sammenligning med i Fortiden, ikke at tyde paa, at de have været saa praktiske som før. Hvorledes for Resten dette maa være gaaet til, synes ikke vanskeligt at opdage. Allerede G. L. 35 bestemte, at selv om Gjælden er vitterlig, paadrager Debitor sig intet Ansvar ved efter Kravet at negte at betale, dersom han blot undskylder sig med, at han ikke kjender Loven, men tilbyder sig at betale hvad der ved Tingmændenes Dom bliver kjendt for Ret; da skal Sagsøgeren stevne Sagen til Tings, uden at nogen Skilledom sættes, og i umiddelbar Forbindelse hermed gives Regler om Appel. Derpaa bestemmes, at ogsaa Kreditor selv proprio motu kan skyde sin Sag til Tingmændenes Dom, hvorved han da naturligviis nedfælder Ransbøderne for Debitor. Nu er det klart, at denne Vei af sig selv maatte blive Regelen, alt efter som Lovgivningen blev mere udviklet og kompliceret, idet en Forpligtelse ingenlunde behøvede at være in confesso fordi den var vitterlig, – medens den under de tidligere simple Forhold vistnok har dannet yderlige Undtagelser og næsten været anseet som unødig Trætte. Og end mere naturligt blev dette, da man
