før efter Christian den 5tes Lov, uagtet det udtrykkelig foreskrives i Fr. 15de Marts 1633, Post 3. Endog ved Herredagen paa Agershuus i 1661 sees Sagerne at være protokollerede bagefter. Paa Bygdetingene kom Protokoller neppe istand for efter Sorenskrivernes Ansættelse.
Skriftlige Indlæg til Retterne af Parter synes ikke at have været brugelige før henimod Slutningen af det 16de Aarhundrede, og selv da ikke uden fra Parter, der ikke kunde møde personlig.
En Fremstilling af Beviistheorien efter de ældre Love vilde ligge for meget udenfor Opgaven, som uden nogen egentlig Sammenhæng med Retternes Organisation. Jeg kan derfor saa meget mere forbigaa denne Lære paa dette Sted, som jeg antager, at Larsen har Uret i den Hypothese, at Nævningsinstitutionen i Danmark, hvilken jeg antager som en egen udvikling af Lagrettesvæsenet (jfr. som et Analogon Fr. 1280 § 28), har udviklet sig af Medeedsmændssystemet. Jeg vil maaske sednere faa Anledning til nærmere Undersøgelse af dette Spørgsmaal og til en Sammenstilling heraf med den islandske kviðr. Det eneste, som kunde høre hid, er den Bemærkning, at Tingsvidner, for saa vidt Vidnesbvrdene ikke aflagdes paa Tinget, hvor selve Hovedsagen søgtes, altid synes at have været extrajudicielle Vidnesedler (probsbréf). I Truid Ulfstands og Claus Bildes Reces af 1539 (Paus S. 294), gjentagen i Christoffer Valkendorfs Reces af 1538 (Paus S. 354), foreskrives det, at de for at ansees i Rettergang skulde være tagne til Tinge „eller paa Stevne“ ɔ: overalt hvor mange Mennesker ere samlede, saasom ved Kirken, paa Markedspladse o. s. v. Først ved den norske Adels Privelegier af 14de Febr. 1582 (Paus S.392), Kilden til Christian den 4des N. L. Tingfb. Kap. 4, blev det bestemt, at de ikke skulle gjælde, med mindre Vederparten er lovlig stevnt, og heraf blev det en Følge, at de altid maatte tages for Retten (se den i Norske Samll. S. 336. fgg. indtagne Sag). For Resten spillede Vidnebeviset som Beviis for selve Faktum kun en underordnet Roelle, og brugtes fornemmelig som Beviis for det Formelle (vitterlig Gjæld, Kravsvidner, Stevnevidner, Viglysningsvidner, Skjvdningsvidner o. dsl.) – De almindelige Beviismidler for Faktum var Gudsdom og fremfor alt Benegtelsesed (af Sagsøgte alene eller i For-
