1273 Og Overeenskomsten til Tunsberg af 9de Aug. 1277 (Norg. gl. Love II. Dlpl. Norv. I. 64 og 65) tilstodes Kirken utelukkende Jurisdiktion i alle Sager mellem Geistlige indbyrdes og anlagte mod Geistlige, samt derhos i Ægteskabssager, Sager angaaende ægte eller uægte Fødsel, causæ jurispatronatus, Tiendesager, Sager angaaende Løfter og Testamenter, angaaende Kirkens Besiddelser, angaaende sacrilegium, Meened, Aager, Simoni, Kjætteri, fornicatio, Hor og Blodskam, Fornærmelser mod Fremmede, der søgte den hellige Olaf, samt endelig i alle Sager, som paa nogen Maade efter den almindelige Ret kunde henføres under geistligt Værneting. Ligeledes vedtoges, at naar Erkebiskopens Tjenere komme i Strid paa hans Skib, i hans Gaard aller Følge, staa de under hans Jurisdiction og Bøderne tilfalde ham. Kun naar Straffen gaaer paa Liv og Lemmer, svare de for verdslig Ret. Paa andre Steder har den Fornærmede Valget om han vil svare til geistlig eller verdslig Ret, og Bøderne falde halvt til Erkebiskoppen, halvt til Kongen. Men denne Overeenskomst fik ingen Gyldighed. Erkebiskop Jons Christenret blev aldrig lovtagen af Folket, og uagtet Erik Magnussøn ved sin Kroning havde maatte sværge at overholde den med Kirken sluttede Overeenskomst (Dipl. Norv. VI. 69r) vilde alligevel Formynderregjeringen ikke paa nogen Maade erkjende samme, og Geistlighedens Dommermyndighed blev gjentagende udtrykkelig tilbagekaldt under Erik Magnessøn, Haakon Magnussøn og Magnus Erikssøn. (Se især Haakon Magnussøns Retterb. 23 Jan. 1310, N. gl. Love III 89). Imidlertid kom den lidt efter lidt i Udøvelse ligevel. Thi ligesaalidt som Kongedømmet anerkjendte Geistlighedens Fordringer, lige saa lidt tilstedte Geistligheden paa nogen Maade, at Kongedømmet ordnede hine Forhold, men de gamle Bestemmelser forbleve ved Magt. Den saakaldte kristindómsbolkr i den nyere Landslov handler derfor alene om, at Religionen skal være den christne og Biskopperne geistlig Øvrighed ligesom Kongen verdslig; for Resten om Kongearvefølgen og om Kongens og Høvdingernes Eed. Men nu stod det ikke til at undgaa, at disse ældre Bestemmelser, der i mange Maader maatte være forældede og ufuldstændige, modtoge Lempninger Og Tillæg, og at disse bleve i kanonisk Aand, var en Følge af Tiderne; hermed fandt saavel Kongen som Kirken selv det raadeligt at lade sig
