Præstemøder (prestamót) under Biskoppens Ledning, og disse fattet som det lader, i Forbindelse med Lagtinget, hvortil det, som anført, var Pligt for Biskopperne og nogle Præster at indfinde sig, og hvis Beslutninger fremtraadte som Overeenskomster mellem Biskoppen og Folket.
Men alt dette blev anderledes, efterat Tienden var bleven indført i Løbet af det 12te Aarhundrede, og Geistlighedens økonomiske Stilling saaledes fastere; og især da den norske Kirke ved Kardinal Nikolaus’s Legation i 1152 havde faaet sin egen Metropolitan i Nidaros Erkebiskop, og der var bleven indrettet Domkapitler ved Bispestolene. Man fik nu, foruden de ældre Præstemøder for hvert enkelt Bispedømme, ogsaa Provinsialkoncilier (biskupaþing), der holdtes under Erkebiskoppens Præsidium af alle hans Lydbiskopper, og hvis Beslutninger vare bindende for hele Provinsens Geistlighed. Herved konsolideredes den norske Kirkeforfatning; Kirken optraadte nu selvstændig som en egen Stat i Staten, og fordrede snart alle den kanoniske Rets (gúðs lög) Bestemmelser gjennemførte, hvori det, som bekjendt, var en Grundsætning, at geistlige Personer i alle Sager, og uden Hensyn til Sagsøgerens Stand, skulle søges ved geistlig Ret, og at ligeledes Verdslige ikke alene i de egenelige kirkelige Sager, men i alle Sager, der bedømtes efter den kanoniske Ret, skulle svare for geistligt Forum. Men dette vilde Kongerne ingenlunde indrømme; den mellem Erling Skakke og Erkebiskop Øistein sluttede, for Kirken saa fordelagtige, Overeenskomst tilintetgjordes strax af Kong Sverrer, og i Formen forblev Alt ved det Gamle. Men da Magnus Haakonssøn ved sin Lovrevision ogsaa havde istandbragt en ny Christenret, opstod nye Stridigheder. Uagtet denne i det Hele var bygget paa den gamle Basis, og endog i Adskilliget var til Geiselighedens Fordeel, vilde dog Erkebiskoppen, Jon den Røde, ikke erkjende den verdslige Magts Berettigelse i nogen Henseende til at give Love paa dette Gebeet, men udgav selv en Christenret, der aldeles var bygget paa den kanoniske. Erkebispens kloge og kraftige Optræden, hvorunder han endog bragte Magnus Erlingssøns homagium under Nidaros Erkebispestol i Erindring, drev det til, at Kirkens Fordringer i alt Væsentligt bleve antagne. Ved Forliget til Bergen af 1ste Aug.
