kunde træde i Fimtartingeis Sted. At en Misgjerningssag, der engang havde været fore paa Herredstinget, formedelst Dissens mellem Domsmændene skulde kunne komme for høiere Instanser, var vistnok et næsten utænkeligt Tilfælde. I Trøndelagen, hvor Fylket var den engeste Tingkreds, kom Sagerne først ind for Fylkesting, derfra til Tofylkesting, derfra til Firefylkesting og endelig derfra til Frostatinget (F. L. X–30). Paa Haalogaland var Halvfylkesting første Instans, ligesom der naturligviis ingen Melleminstans fandtes, hvor Fylkestinget traadte i Lagtingets Sted.
Et Spor til en virkelig Appel er derimod en nymæli i F. L. V–46, gjentaget i M. L. I–6 og B. L. I–5, at dersom den Domfældte paaskyder, at Sagen havde været falskeligen fremstillet for Lagretten, da skal han stille Borgen, og Sagen skal paaankes til det følgende Lagting, hvis Dom bliver endelig; men taber han ogsaa her, maa han til Straf betale dobbelt. Ligeledes fandt en virkelig Appel Sted hvor Lagtingets Dom eller Lagmandens orskurð indstevntes for Kongen og hans Raad. Herredagene vare lige fra deres Opkomst rene Appel- eller Revisionsinstanser; herom mere siden.
11. Uagtet den geistlige Jurisdiktion i den katholske Tid ikke staar i nogen egentlig Forbindelse med det, som er nærværende Afhandlings Gjenstand, skal jeg dog for Fuldstændighedens Skyld i Korthed ogsaa omtale den her.
I de første Aarhundreder efter Christendommens Indførelse var der ikke Spørgsmaal om nogen egentlig geistlig hverken lovgivende eller dømmende Myndighed. Den norske Geistlighed isolerede sig ikke; den kom snart i et Familieforhold til Folket, der bandt den stærkere til dette, end til Kirken, det fælles Overhoved var udenlands, ligesom Geistlighedens Underholdning, den saakaldte prastreiða, ingenlunde var saa fast bestemt, at Geistligheden kunde siges at være aldeles uafhængig af Folket. Lige indtil det 12te Aarhundredes Udgang sees saaledes Geistligheden ikke at have gjort nogen Paastand paa særegen lovgivende og dømmende Magt, medens paa den anden Side Kongedømmet aldrig bestred Geistlighedens lovgivende og dømmende Myndighed i reent kirkelige Sager, der ikke stred imod Landsloven. Tvil Overveielse og Afgjørelse af reent kirkelige Anliggender holdtes
