Men man seer tiliige, at Lovene betragtede Dissens mellem Tingmændene som Noget, der, ikke, eller i alle Fald vanskelig, kunde finde Sted uden Pligtforsømmelse fra disses Side, hvorfor det gjærne paalægges Minoriteten at bevise, eller aflægge Eed paa, al have handlet efter bedste Overbeviissning. Og denne Tankemgang vil sees at være temmelig konsekvent, naar man betænker, hvad ovenfor er anført, at de retlige Følger af et givet Faktum antoges at falde af sig selv, og at Bedømmelsen af Beviset for dette Faktum ogsaa i Almindelighed var klart, især paa Grund af Eedsinstituttets Indretning.
Enhver Sag ansaaes at være først indbragt for Herredstinget; derfra i Tilfælde af Dissens for Fylkestinget, og derfra, hvis mindst ¼ af Tingmændene vare uenige, for Lagtinget (G. L. 35). Var der ogsaa her deelte Meninger, og Minoriteten ikke var ubetydelig, blev der vel ingen Dom af, eller maaske Sagen kom til Voldgift, eller endelig er del muligt, at det gik til som paa Island, at Majoritetens Mening i Lagretten dog var Dom, naar den blev samtykket af de øvrige Nævndermænd ved Vaabentøg, og at den blev forkyndt som eenstemmig for Formens Skyld. Efter den nyere Landslov, I–4 var i Tilfælde al Dissens i Lagretten den Mening Dom, hvorfor Lagmanden erklærede sig, medmindre Kongen og hans Raad fandt Andet rettere. Ved Nævndermændenes Samtykke med Vaabentag var der naturligviis altid Eenstemmighed i Formen, det vil sige, en Minoritets Dissens kom ikke i Betragtning. At Sagerne skulde gaa denne Vei, synes ikke absolut nødvendigt, men det fulgte af sig selv, at det maatte blive Regelen, thi kun Herredsting kunde saaledes sammenkaldes til ubestemte Tider, naar Nogen behøvede det, hvorimod Fylkesting og Lagting kun holdtes til de bestemte Tider. Men det synes, at Sagsøgeren ogsaa maatte have Ret til at indbringe sin Sag umiddelbart for Fylkesting og Lagting, ligesom. det af Sigurd Ranesøns Proces synes, at i det Mindste enkelte vigtige Sager maatte stevnes umiddelbart til dette. I Misgjerningssager maatte den Hurtighed i Retsforfølgningen, der foreskrives, lede til, at der ikke kunde blive Tale om andet end Herredsting, der vare de eneste, der kunde vilkaarlig sammenkaldes, men det kan ikke betvivles, og sees i alle Fald af G. L. 202, at ogsaa Fylkesting og Lagting, naar de faldt ind saaledes,
