hedsløfte af dem, og hvad han vandt ved Landsvistbrevet var saaledes blot, at han fik Fred for Andre, og at Folk nu sagesløse kunde omgaaes ham (jfr. F. L. Indl. 5).
Ved den nyere Landslov blev den her beskrevne Fremgangsmaade i det Væsentlige uforandret, dog sees den Fornærmede ille længer at have kunnet modsætte sig Sagens Afgjørelse paa Tinget. Det synes nu at være blevet mere almindeligt, at den Tiltalte blev heftet paa Person (se M. L. IV–8, 16, 9. B. L. sst 8 og 17, 20), i det Mindste naar Sagen var nogenlunde betydelig. Sysselmanden er her den exekutive Embedsmand: han holder Forbryderen i Forvaring og besørger Legemsstraffen exekveret
Til foreløbige Forhør i Misgjerningssager findes der ikke endnu noget Spor. Den Antydning til noget saadant, som man maatte ville søge i Ørvartinget, et altfor fjern. Noget nærmere ligger Bestemmelsen i M. L. IV–11 og flere Steder, ligesom ogsaa Ransagningen i Tyvssager, og Eftermaalsmandens Ret til i Mordsager, hvor Gjerningsmanden er ubekjendt, at søge 3 Mænd efter hinanden til Benægtelsse med Tylftered, hvilket gjaldt saavel efter de ældre som nyere Love. Men i den følgende Lovgivning seer man alt flere og flere Spor tll Forhør, dog uden at det nogensinde synes at have været lovbestemt. Deslige Undersøgelser sees forresten altid at have været extrajudiciale. Paa Trælle anvendte man Tortur for at bringe dem Bekjendelse; ligeledes synes det Samme t den sednere Tid, da gjennem dansk Ret ogsaa bet germaniske Retsvæsen saa smaat begyndte at gjøre sig gjældende, at have været anvendt paa Kvinder, der beskyldtes for Troldom.
I Kjøbstæderne traadte tilstevnede Bymøder saavel i Stedet for Ørvarting som Femtartinget, og Gjaldkeren, som det lader, i Sysselmandens Sted, (se saaledes Norske Saml. S. 221 fgg. 328, 29 og 30).
10.Om nogen Appel kunde det efter de Gamles Opfatning ikke være Tale. Enhver Dom, naar den kun var rettelig fældet, var endelig og afgjørende. Men dertil hørte, at den var eenstemmig, eller i alle Fald en saa overveiende Opinionsytring, at Protesterne aldeles overdøvedes. Var den ikke det, var den ingen Dom, og Sagsøgeren kunde gaa til de høiere Domstole.
