Processen i Misgjerningssager var forskjellig fra den
ovenfor beskrevne, men hvilede dog i Grunden paa det samme
Princip. Tingen er, at enhver Misgjerningssag antoges at være
reen og klar, og den retlige Følge (oprindelig altid Fredløshed
og Blodhevn) indtraadte ipso jure. Men Lovene give os ikke
noget Billede af det oprindelige Forhold i dets Reenhed, men
viser os det paavirket af den mere ordnede Skikkelse, som den
sednere Statsforfatning maatte medføre. Deraf den Forskjel, som
finder Sted mellem Sager angaaende Drab og angaaende andre
Fornærmelser.
Omgangsmaaden i Drabssag er omhandles fornemmelig i G. L. 156 og F. L. IV.–7 og flg. Artt. M. L. IV–8 til 11 og Parallelstederne i Byloven.
Forbryderen blev ved selve sin Gjerning fredløs (óheilagr) for den Fornærmede og hans Æt, men naar han strax tilbød lovlige Bøder, saa helligede han derved sin Person til Tinget, og dersom der saa opnaaedes Forlig, blev han tilsagt Fred og Tryghed, og Sagen var dermed forbi, ja alle fremtidige Tvistigheder mellem disse samme Parter skulde altid forliges. Men rammede Hevnen ham, forinden han endnu havde faaet helliget sin Person, var ogsaa denne lovlig, ligesom ogsaa den Fornærmede kunde undslaa sig for at modtage noget Forlig, se især G. L. 186. Naar et Drab var begaaet, skulde Eftermaalsmanden udsende en .Pil (ör; skera upp ör, lata ör fara), der skulde bæres fra Gaard til Gaard, og Enhver, som den naaede, var pligtig at indfinde sig til et Ting samme eller næste Dag paa Drabsstedet (örvarthing). Navnlig skulde de møde, for hvem Drabet var lyst, og naar der i det Mindste mødte 27 Bønder, var Ørvartinget kompetent. (G. L. 151, Hákb. 31, hvoraf Lakunen i F. L. maa suppleres). Var Alt nu paa det Rene, var Sagen dermed afgjort; blev den ikke forligt, var Drabsmanden fredløs. I Almindelighed synes dog blot Oplysningerne om Sagens faktiske Sammenhæng at være indhentede paa Ørvartinget, medens det egentlige Søgsmaal udsattes til et Herredsting, stevnet til 5te Dag derefter paa det almindelige Tingsted (fimtarþing). Grunden hertil er naturligviis den, at det endda især ofte maatte blive indvendt, at den Dræbte var falden uhellig. Befandtes nu Drabsmanden skyldig, men Eftermaalsmanden var villig til Forlig,
