Forbrydelse, ikke at have opfyldt sin Pligt. Tingmændenes Dom gaar derfor ud paa en Straf for réttleysi (Friedløshed eller Bøder), hvorhos de have at opfylde Pligten ved umiddelbar Tvang, forsaavidt dette lader sig gjøre. Overeensstemmende hermed er Processen i Odelssager, kun har denne et langt antikere Præg, og er overhovedet mere indviklet. Odelsmanden begyndte med Udsigelse, aldeles som nu tildags, hvorefter Sagen videre forfulgtes paa almindelig Maade med Hiemstevne og Domfæste, saaledes som udførlig forefindes i G. L. 265–269. Beviisførelsen var især meget omstændelig. For det Tilfælde, at Besidderen nægtede at være rette Sagvolder, men paaskjød at have solgt Jorden til en Anden, blev det naturligviis denne, som nu blev at søge paa den angivne Maade; men var Besidderens Opgivende løgnagtigt, eller naar Besidderen aldeles intet Svar vilde give, og, uagtet gjentagne Opfordringer, nægtede at indlade sig paa Sagen, hvorved naturligviis Skilledom blev umulig, – kom den til Tings paa sædvanlig Maade, hvor da Besidderen til Straf tabte i Realiteten; og i sidste Tilfælde desuden blev straffet som for Ran. Naar for Øvrigt Besidderens Pligt til at vige var bragt paa det Rene, men han endnu ikke vilde opfylde den, blev han at stevne til Tings for Ran som ellers, og Tingmændene vare pligtige til at bringe Dommen i Udøvelse (se. 268 og 9, der uden Tvivl maa fortolkes i Forbindelse). Gjenløsningssummen bestemtes ved uvillige Mænds Skjøn, efter at Dommen var afsagt. Tilsvarende Bestemmelse hertil findes aldeles ikke i Frostatingsloven, hvis XII – 6 til 8 blot giver nogle almindelige Regler ser Indløsning af Jordegods. Den nyere Landslov VI 8 til 10 indeholder de samme Regler som Gulatingsloven med de Forandringer, som Odelens forandrede Karakteer maatte medføre. Det vil sees, at jeg fortolker den utydelige Bestemmelse i G. L. 266 i Slutningen i Overeensstemmelse med Kap. 35. Deduktionen heraf vilde imidlertid føre os for vidt paa dette Sted.
Procesmaaden efter Byloven hvilede paa det samme Princip
(B. R. 52, 98, 153–159, B. L. 10 og 12), dog blev
her den Skilledom, som skulde sættes efter Hjemstevne, et paa almindelig
Maade sammenkaldt Bymøde, og dette træder ligeledes
i Stedet for Tinget, saa at Dommen fældes umiddelbart paa dette.
