Disse udnævntes af Retsbestyreren (réttari) ɔ: Lagmanden eller Sysselmanden; noget nær det samme er det Skjøn af 12 skjønsomme Mænd, der efter M. L. IV–4 skulde optages i Voldtægtssager, som ikke vare paa det Rene.
Nogen egentlig detaljeret Fremstilling af Procesmaaden efter de ældre Love vilde for Resten ligge udenfor Grændserne for nærværende Undersøgelse, og maatte blive altfor vidtløftig, naar de mangfoldige og yderst tvivlsomme og vanskelige Spørgsmaale her skulde drøftes. Imidlertid staar denne Materie i en saa nødvendig Forbindelse med Fremstillingen af Retternes Organisation, at det ikke kan undgaaes at levere et skitseret Omrids af det meest Karakteristiske derved, hvilket imidlertid skal skee i muligste Korthed og uden nogen Deduktion, især da vel i det Mindste Hovedpunkterne maa siges at være nogenlunde sikre, naar man kun stadig fastholder, at de Gamles Tingsdomme ikke egentlig var Forpligtelsens Anerkjendelse, men mere dens umiddelbare Iværksættelse.
At Rettergangen i Norge i de ældste Tider har været bunden til strenge Former, og at man i det Mindste ved betydelige Anstød mod disse kunde tabe sin Sag i Realiteten, seer man blandt andet af Sigurd Ranesøns Proces, hvor dog Kong Øisteins Paastand selv synes at vise, at det ikke har været nogen udtrykkelig Lov-Bestemmelse, han paaberaabte sig, ligesom nogen saadan heller ikke findes i Loven. Imidlertid ere disse Former i Lovene, saaledes som vi nu besidde dem, næsten aldeles forsvundne, og Processen er betydelig simplere end Tilfældet var f. Ex. paa Island efter Graagaasen, hvorom man af Njaals Saga kan faa et anskueligt Billede. Regelen, at Ingen maa tage sig selv tilrette, udtales gjentagne Gange. Alle civile Sager begyndte med Hjemstevne, som ovenfor omtalt, hvorved da Sagen enten var eller blev bragt paa det Rene i Realiteten, og den især i G. L. 35 og 37; F. L. X–2 til 24: M. L. VIII–3 og 4 for Gjældssager beskrevne Fremgangsmaade har uden Tvivl været brugelig i alle civile Sager, dog naturligviis med de fornødne Afændringer, naar Sagen ikke angik Penge eller Gods. Naar den Skyldige da ikke opfyldte sin Forpligtelse, kom Sagen for Tinget, men dettes Afgjørelse blev ikke en Dom, hvorved den Skyldige befales at efterkomme sin Pligt, men ved Dommen iværksættes Pligtopfyldelsen umiddelbart, hvorhos der nu bliver Tale om den
